Den spæde start (2008-10)

I løb følte jeg mig ikke bare som endnu en spiller på fodboldbanen. I løb følte jeg mig som noget helt specielt.

Da jeg var 11-12 år løb jeg af og til ture med min far, når der var pause fra fodbold i SIF. De ture blev hurtigt kompetitive. Vi boede for eksempel på toppen af en ca. 200 m lang bakke i Silkeborg, og når vi kom til bunden, løb vi tit om kap til toppen. Det var ikke noget, vi nogensinde snakkede om eller aftalte, men konkurrencen var der, og den startede, så snart en af os rykkede. De sidste par 100 m hen til bakken var derfor altid præget af sammenbidt tavshed. Far var meget hurtig på de første meter, men ofte kunne jeg nå at fange ham, hvis/når han gik kold.

Bakkekonkurrencen stoppede, efterhånden som jeg kom i bedre form, simpelthen fordi vores løbeture blev så krævende, at vi nemt kunne blive enige om at droppe spurten. Far fik nemlig efterhånden brug for en pause omkring halvvejs på vores løbeture, og jeg løb så en omvej rundt om Almindsø, omtrent 800 m længere, mens han fik pusten i sit eget tempo. Det udviklede sig til en konkurrence, hvor jeg prøvede at indhente far, inden han nåede rundt om søen. Det var mega hårdt, for ofte (tror jeg, for det er selvfølgelig aldrig blevet bekræftet af manden selv) foregav far bare at holde pause, og stak i virkeligheden afsted hurtigere end før, så snart jeg var ude af syne.

I 2008 tog far mig så med til Midsommerstafetten i Skanderborg. De manglede en mand på deres firmastafethold, og jeg tror måske, far og mor syntes, det kunne være sjovt, hvis jeg løb fra hans kollegaer. Det gjorde jeg også (altså løb fra dem). Ret meget endda. Jeg løb 17.56 på de omtrent 5 km og videregav depechen som den første i hele løbet. Dengang var jeg 13 år og temmelig lille (jeg var sen til at vokse), så det må have været lidt af et syn.

I 2009 stillede jeg så op til Silkeborgløbet. Med i løbet var en høj og ranglet gut, som alle de andre på startstregen ville snakke med. Der var en masse hvisken om, at han var vildt hurtig og stensikkert ville vinde, men det mente jeg nu ikke, de skulle være så sikre på. Da startskuddet lød, lagde jeg mig derfor lige efter ham. Han lagde hårdt ud, men jeg tænkte, han nok havde overvurderet sig selv og ville gå kold. Eller også tænkte jeg slet ikke. Efter 3 km af det 5.3 km lange løb var jeg i hvert fald helt færdig og måtte slippe den ranglede, der bare blev ved og ved med at sætte farten op. Jeg endte med at sejle ind over målstregen i 18.53 min efter at være blevet overhalet af 2 andre løbere - rystet over mit nederlag. Den ranglede gut viste sig at være Andreas Bueno, der satte løbsrekord i 17.17 min, tilsyneladende uden at anstrenge sig.

Året efter løb jeg Silkeborgløbet igen. Denne gang var der ingen Andreas Bueno på startstregen, og jeg vandt komfortabelt i 18.04 min. Efterfølgende snakkede jeg med en løbetræner i SAK77, Søren Munch, der syntes, jeg skulle komme til træning i atletikklubben. Det gik jeg med til, og jeg syntes, det var virkelig sjovt. Mest fordi, det hurtigt gik op for mig, at ingen af de andre kunne følge med på intervallerne. Jeg blev måske en anelse hovmodig. I hvert fald husker jeg tydeligt, at Søren en dag sagde, jeg skulle kaste lidt spyd med en af de drenge, jeg lige havde banket på intervallerne. Jeg var skudt godt i vejret det år, og drengen var meget mere spinkel end jeg selv, så jeg tænkte, at det skulle blive en let sag. Måske skulle jeg endda holde lidt igen, for det var jo lidt synd for den stakkels dreng med alle de nederlag... Imidlertid kastede drengen med pindarmen over dobbelt så langt som mig. Ret demoraliserende. Efterfølgende havde jeg dog let ved at forstå forskellen på røde og hvide muskelfibre i biologitimerne.

Få uger efter kom jeg til Ungdoms DM i Glostrup. Jeg lånte et par pigsko af en far til en af pigerne i klubben, Per Hansen, der selv havde løbet konkurrenceløb tilbage i 80'erne. Pigskoene kunne jeg godt se det smarte i, og jeg syntes, de var ret cool. Men da Søren og Per fandt et par splitshorts frem, nægtede jeg pure. Jeg syntes, de var ultrakiksede og insisterede på at løbe i mine 3/4 tights i stedet. Det er sjovt at tænke tilbage på, eftersom jeg i dag er ægte splitshortsdiscipel. Løbene i Glostrup gik over al forventning. Jeg sluttede som nr. 7 på 1500 m i 4.20 min og som nr. 4 på 5000 m i 16.13.

Derefter gik der et par måneder, hvor jeg både spillede fodbold og løb. Kombinationen fungerede dog slet ikke for mig. Jeg havde ikke længere hjertet med i fodbolden og gik hurtigt fra midtbane, til bakspiller til bænkevarmer på holdet. I løb, derimod, følte jeg mig ikke bare som endnu en spiller på fodboldbanen. I løb følte jeg mig som noget helt specielt.

I december 2010 gik jeg all-in på løb.