Februar

Træning lørdag d. 1. februar

Fri. Maven dog bedre end i går.

Træning søndag d. 2. februar

Morgen: 5.5 km i 4.50 min/km om Almindsø

Aften: 5 km opvarmning - 6*5 min ved Tangkrogen i 87-92 % puls (174-184 bpm) - 3 km afjog.

Tempo: 2.53 min/km, 2.58 min/km, 2.59 min/km, 3.02 min/km, 3.00 min/km, 2.52 min/km. Snit = 2.57 min/km

Ingen problemer med maven, så det var fedt!

GPS uret er altid gavmild med tider ved Tangkrogen, så tag dem med et gran salt. Jeg/vi løber der, fordi underlaget er blødt, men fast og derfor skånsomt for benene. Det er vigtigt på de her lange tærskelpas og specielt dage med dobbelt kvalitet.

I alt på dagen: 25 km

Uge 5 opdatering

104 km i alt på ugen.

Lidt et antiklimaks at melde afbud til løbet lørdag, når ugen nu var gearet frem imod det. Men som Morten rigtignok sagde, skal vi være glade for, det bare var lidt maveproblemer og ikke en influenza, der kunne have kostet hele indendørssæsonen.

Træning mandag d. 3. februar

Morgen: 9.5 km jog til/fra styrke inkl. 6*8s bakkesprint. Styrke: 4*4*90 kg dødløft + core (rutinen tager i alt ca. 20 min).

Aften: 6 km i 4.30 min/km

I alt på dagen: 15.5 km

Jeg blev udtaget til Landskampen Danmark-Norge-Sverige-Finland i Helsinki den kommende weekend. Desværre ikke på 3000 m, men på 1500 m.

Efter at have snakket med Johnny (landstræner) kan jeg godt forstå deres beslutning. Jeg havde nok gjort det samme, hvis jeg var dem, men jeg er super ærgerlig over det, for der er pacer til Nordenkampen, og jeg har trænet hårdt efter den 3000 m. Vi prøver at lede efter en plan B, der kunne være et ministævne i Odense næste tirsdag. Mikael har sagt, han godt vil pace.

Træning tirsdag d. 4. februar

Morgen: 8.5 km i 4.23 min/km

Aften (i Randers-hallen med Morten og Mikael): 3.5 km opvarmning inkl. 3*100 m stigningsløb på 13.6, 13.4, 13.2 - 5*200 m i 800 m tempo + 5*300 m i 1500 m tempo + 5*400 i 3000 m tempo - 2 km afjog. Pause: 1 min ml. intervaller og 5 min ml. sæt.

Tider (gns.): 27.3, 43.8, 61.6. Ikke noget max pas. Havde rigtig gode ben og godt overskud! Løb sammen med Mikael på 200 og 300, hvorefter han lavede noget mere 800 m specifikt.

I alt på dagen: 20 km

Træning onsdag d. 5. februar

Morgen: 5,5 km i 5.48 min/km med Mikael i Stevnstrup efter at have fejret hans fødselsdag dagen før med tonsvis af mad. Mikaels mor, Anette, forstår at kokkerere og bliver slemt skuffet, hvis man ikke spiser op, så det gastroenteriske system blev rusket godt igennem. Hyggelig tur, men for satan, jeg var træt.

Aften: 6 km i 4.58 min/km

I alt på dagen: 11,5 km

Træning torsdag d. 6. februar

Morgen: 3,5 km opvarmning - 10-8-6-4-3-2-1 min i maraton til 3000 m tempo på Tangkrogen - 3 km afjog. Pause 1 min jog.

Tempo: 3.08 min/km, 3.04 min/km, 3.00 min/km, 3.00 min/km, 2.56 min/km, 2.52 min/km, 2.45 min/km. Kontrolleret pas for at mærke forskellige tempoer.

Aften: 5 km i 4.58 min/km

I alt på dagen: 24 km

Træning fredag d. 7. februar

Morgen: 10,5 km i 5.03 min/km inkl. 5*10s bakkesprint til/fra styrke.

Styrke: 4*4*90 kg dødløft + core.

Træning lørdag d. 8. februar

Aften: 8 km jog i hallen i Helsinki inkl. 1*200 + 3*100 m med Mikael for at mærke banen. Tider: 29.7, 13.3, 13.1, 12.8

Utroligt nok er Nordenkampen Mikaels landsholdsdebut. Det gør ham til den nok bedste danske løber nogensinde til ikke at have repræsenteret landsholdet før nu. Forklaringen er, at cross, hvor de fleste løbere får deres landsholdsdebut, er som kryptonit for Mikael. Han kan ikke lide at få mudder på skoene. Foto: Christian Jørn

Træning søndag d. 9. februar

4 km opvarmning - 1500 m på 3.45.84 min. Nummer 3 - 3 km afjog.

Et sjovt, men meget rodet løb. Vi kom hurtigt fra land, og jeg løb egentlig bare efter haren, der gjorde et godt arbejde. Med 1100 m tilbage havde jeg et gigantisk hul, men gik noget kold til sidst. Jeg manglede nok noget mere 1500 m træning for at overleve det udlæg.

Da jeg så løbet bagefter, blev jeg helt chokeret over, at jeg kunne tabe den, men de to andre, Joonas Rinne fra Finland og Narve Gilje fra Norge, lukkede flot ned. Ikke så meget mere at sige til det. Sjovt løb og fed stemning ikke desto mindre. Vi løb sidste løb på dagen, så alle de andre danskere heppede - mega fedt!

Se løbet herunder. Venligst udlånt af Atletik TV:


Nordenkampen.mp4

Uge 6 opdatering

99 km i alt på ugen og et solidt løb til Nordenkampen. Føler indendørssæsonen blev skudt rigtigt i gang med dette løb. 2 intensive uger tilbage med 5 planlagte løb, og så er det tilbage til grundtræningen.

'Gad vide, om Mikael husker ikke at starte i pasgang'. Foto: Christian Jørn

'Ja, ja, David Rudisha slap også afsted med det'. Foto Christian Jørn

Træning mandag d. 10. februar

10 km i 4.20 min/km inkl. 3*20s flowløb

Havde gode ben. Tror sgu på sub 8 i morgen på 3000 m.

Træning tirsdag d. 11. februar

Morgen: 3 km shake out i 4.18 min/km

Aften: 4 km opvarmning inkl. stigningsløb - 3000 m på 7.58.99 min!! - 3 km afjog.

Det lykkedes sgu at indfri indendørssæsonens store mål! Og så endda i første forsøg! Sub 8 tider hænger ikke på træerne disse dage, specielt ikke indendørs, så den her var one to remember for mig. Med tiden kom jeg under kravet til næste års EM Inde i Polen (krav: 8.05 min), og så vidt jeg kan læse mig frem til, kan/må man bruge kvalifikationstider fra året før. Derfor er jeg måske allerede nu kvalificeret (selvom der nok kommer et stabilitetskrav af en slags). I bedste fald betyder det, at jeg kan målrette træningen næste vinter til en EM formtop fremfor at jagte en kvalifikationstid, hvilket vil være guld værd. Det skal for god ordens skyld siges, at jeg ikke har diskuteret det med Dansk Atletik Forbund, så det er ikke sikkert, det forholder sig sådan.

Et kæmpe tak skal lyde til Mikael for super pacearbejde og til arrangørerne i Odense for at hjælpe os med at skabe de bedst mulige rammer. Det viser, at vi måske ikke behøver bruge tusindvis af kroner og CO2 ækvivalenter på at rejse til udlandet for at løbe i fremtiden.

Hvis jeg ganske kort skal opsummere løbet:
Så lagde vi hårdt ud med 60-61 de første 400 (ja, så er man ligesom i gang, ikke), men herefter fandt vi et godt flow. Jeg fik løbet ret afslappet bag Mikael, og da han udgik ved 2000 m, følte jeg stadig, jeg havde en masse at skyde med. Selvfølgelig blev det hårdt, men de sidste 800 m var jeg nu alligevel ret sikker på, jeg nok skulle klare det.

Splits: 2.37-5.22-7.58 (2.37-2.44-2.37)

I alt på dagen: 13 km

Træning onsdag d. 12. februar

Morgen: 8.5 km i 4.47 min/km til/fra styrke. Styrke: 2*4*90 kg dødløfft + 2*4*100 kg + core.

Aften: 5 km i 4.56 min/km inkl. 6*8s bakkesprint.

I alt på dagen: 13.5 km

Træning torsdag d. 13. februar

4 km opvarmning - 1-2-3-4-3-2-1 min + 3*30s flow i 10 km til 1500 m tempo på tangkrogen - 5 km afjog. Pause 60-90s jog.

Tempo var mellem 2.40-3.10 min/km på hovedpasset og 2.30 min/km på 30s flow. Ikke noget max pas, men blot en træning for at mærke lidt forskellige tempoer før søndag. Løb med Mikael.

I alt på dagen: 16 km

Træning fredag d. 14. februar

3 km jog i Monaco med Mikael. Shake-out efter ankomst til hotellet. Min mor og far er rejst med herned for at heppe, når vi skal løbe 5 km gadeløb på søndag.

Jeg kommer nok til at drille min søde kæreste Mette en del på bloggen, så nu skal hun sgu have et kæmpe shout out. Natten til fredag blev Mette, sammen med 3 andre studerende fra BSS, nemlig nr. 3 til en stor international case competition i Vancouver om teknologi i konkurrence med universiteter fra hele verden. Det er fandme sejt, og jeg er pissestolt! Foto: CaseIT

Træning lørdag d. 15. februar

9 km i 5.10 min/km inkl. 2*20s stigningsløb på ruten i Monaco.

Ruten virker godt nok ikke specielt hurtigt. Første kilometer går for eksempel forholdsvis meget opad, men måske mærker man det ikke så meget, når man står i heat of the moment. Der blev jo trods alt løbet temmelig hurtigt sidste år (Julien Wanders løb verdensrekord 13.29).

Derudover har jeg undersøgt feltet til i morgen, og det ser umiddelbart meget spændende ud. Der er Joshua Cheptegei og Jimmy Gressier, der er flere klasser bedre end alle andre, men resten burde være til at danse med. En tredjeplads er realistisk på en god dag (og top 3 får pengepræmier, uha uha). Tanken om at vende hjem fra Monaco med flere penge på lommen, end da jeg rejste ned, tiltaler helt bestemt min indre jyde.

Ved havnen i Monaco. Vi føler os hjemme her blandt luksusyachts, eksotiske biler og Rolex-butikker, hvilket nok ikke kommer som en overraskelse for mange.

Ingen seng er for lille til bedste venner. Her ser vi Rounders med Matt Damon som forberedelse til at sprænge kasinoet i morgen, når vi har skovlet præmiemillionerne ind. Alternativt vil far sikkert gerne finansiere jetonerne.

Træning søndag d. 16. februar

4.5 km opvarmning inkl. stigningsløb - 5 km landevej på 14.04 min (brutto). Nr. 8 - 1.5 km afjog (nåede ikke mere afjog pga. dopingtest).

Fy for helvede, der blev løbet stærkt. Jeg tænkte, jeg skulle løbe med om tredjepladsen, så jeg lagde mig med frontgruppen og passerede første kilometer (der gik op!) på vanvittige 2.36 min (13.00 pace). Efter 1.5 km indså jeg, at jeg blev nødt til at slippe gruppen, hvis jeg skulle levende hjem. Desværre endte jeg så i ingenmandsland og fik meget ondt af mig selv. Der var ingen tilskuere, bare rigtig langt hjem! Ved 4 km blev jeg overhalet af 2 franskmænd, som jeg i første omgang lod løbe forbi mig, men da vi løb nedad bakken med 700 m tilbage, opdagede jeg, jeg halede ind på dem, og det gav et mentalt boost. På opløbet fik jeg så overhalet den ene.

Mine splits: 2.36-5.22-8.18-11.16-14.03 (netto) (2.36-2.46-2.56-2.58-2.47)

Jeg må indrømme, at jeg er/var chokeret over, at der blev løbet så stærkt. Nogle af de franskmænd, der på papiret var lige så gode som jeg selv, slog mig med et halvt minut og løb rystende 13.3x på en svær rute. Det på trods af at de, ligesom jeg selv, løb med hovedet under armen de første 2 km. Vanvittigt... At Cheptegei løb verdensrekord i 12.51 og Gressier europarekord i 13.18, var naturligvis også vanvittigt, men måske mere forventeligt. Ikke desto mindre var det et super sjovt løb at være med i, og jeg er glad og stolt over at få en dansk rekord på CV'et, omend den er lidt letkøbt.

Jeg sidder dog lidt ambivalent tilbage, for som løbet udviklede sig, er jeg sikker på, jeg kunne have løbet hurtigere alene i Danmark i et løb, hvor jeg kunne løbe mere jævne splits. På den anden side er det ikke hver dag, man deler startstreg med en verdensrekordholder, og det har været en super hyggelig tur med mine forældre og Mikael (der løb stor flot PR med 14.19 min, selvom han har meget lidt erfaring og træning med 5000 m). Næste år tænker jeg, vi prøver igen; hvis ikke i Monaco så et andet sted (eller måske i Danmark), og så skal jeg nok få hakket den et godt stykke under 14.

Det er ikke ofte, Mikael og jeg ser så sexede ud efter all-out løb, og det er da heller ikke gået uset hen. Billedet her er for eksempel blevet delt af Lokalavisen Aarhus, Dansk Atletik og AGF Atletik, hvilket betyder, at min mor - der stadig ikke ved, hvad browser betyder - er gået mere viralt med sit billede, end jeg nogensinde kan drømme om.


Jeg tror snart, man kan lave et statistisk signifikant studie mellem pang i skoene og fart i benene. Når jeg ser det her billede, får jeg lyst til at farve mine sko grønne eller lyserøde.

Smut-slåning. En ægte mandedisciplin. Den gamle alfahan har her netop vist de unge løver, at de ikke skal tro, de er noget, bare fordi de render fra ham. Alfahannen ses her på billedet gå sejrrig tilbage til ølbaren på strandpromenaden i Nice efter 4 smut

Uge 7 opdatering

76 km på ugen og 3 monsterhårde konkurrencer på 7 dage. Det kommer nok til at sætte sine spor, men forhåbentlig kan jeg komme mig tilstrækkelig meget i næste uge til at løbe stærkt på 3000 m til DM i Odense.

Der er gode point at hente ved at løbe stærkt til et DM pga. det nye rankingsystem. Kan jeg fx gentage sub 8 og vinde DM i samme ombæring, vil det pointmæssigt svare til at løbe 13.20 på 5000 m udendørs. Den tekniske forklaring på det er forholdsvis kompliceret, men det er altså sådan, landet ligger for os. If you know, you know, og det er jeg ikke engang sikker på, jeg selv gør.

Træning mandag d. 17. februar

Morgen: 8.5 km i 4.54 min/km

Aften: 10 km jog i 5.10 min/km til/fra styrke inkl. 5*8s bakkesprint. Styrke: 3*4*90 kg dødløft + core

I alt på dagen: 18.5 km

Træning tirsdag d. 18. februar

Morgen: 7 km i 4.48 min/km

Aften: 11 km i 4.08 min/km til klubtræning inkl. 5 km tempo på en lille rundstrækning nær tøserunden i 3.15 min/km og snitpuls 156 bpm. Overraskende gode ben. Lavede også nogle stigningsløb med de andre, bl.a. Hans Henrik, der, til min store fornøjelse, fortalte om sit mildt sagt uortodokse skifte fra halvmaraton til 200 m.

I alt på dagen: 18 km

Træning onsdag d. 19. februar

3.5 km opvarmning - 2*5 min tærskel i 87-92 % + 5*300 m i 3000 m tempo + 5*200 m i 1500 m tempo - 3.5 km afjog. Pause 100 m jog ml. 300 m, 200 m mellem 200 m. Valgfri sætpause

Tider: Tærskel i 3.05 min/km og 3.00 min/km, snitpuls 164 og 174. 300 m (gns.): 48.2s. 200 m (gns.): 29.5s.

Ikke noget max pas, men en træning for at mærke lidt forskellige tempoer. Ikke super gode ben.

I alt på dagen: 15.5 km

Træning torsdag d. 20. februar

Morgen: 6.5 km i Silkeborg i 5.10 min/km

Aften: 7 km i Aarhus i 5.30 min/km.

I alt på dagen: 13.5 km

Træning fredag d. 21. februar

10 km i 4.20 min/km i Riis Skov inkl. et par stigningsløb.

Træning lørdag d. 22. februar

DM 1500 m i Odense.

3.5 km opvarmning - 1500 m i 4.06. Nr. 2 efter Mikael - 3 km afjog.

Taktik:

Et svært løb. Jeg stillede op som favorit og ville nok have de bedste chancer i et hurtigt løb i kraft af min 3000 m træning. Omvendt ville jeg gerne spare kræfter til DM 3000 m i morgen. Mikael var the man to beat, og jeg vidste fra træning, at han og jeg var ret lige på ren topspeed. Derfor ville han få svært ved at slå mig, hvis jeg havde føringen med 200 m tilbage, så det var pretty much min taktik: at have føringen ud på sidste omgang.

Selve løbet:

Jeg lagde mig i front fra start og trak tempoet ned for at spare kræfter. Det langsomme tempo betød dog, at der løbende kom angreb på min føring, hvilket jeg ikke havde kalkuleret med. Det suverænt hårdeste angreb kom fra et af de unge stortalenter, Alexander Tengblad fra Viborg, der satte et dødshug ind med 300 m tilbage. I bagklogskabens lys skulle jeg nok have ladet ham passere, men i momentet var jeg fast besluttet på at holde føringen. I sidste ende betød det pludselige ryk, at jeg løb tør for power i spurten, og Mikael kom så blæsende på ydersiden i en flot eksekveret spurt. Uhhhhh, som vi plejer at sige, når den anden er irriterende.

Overvejelser:

Jeg er egentlig ikke utilfreds med mit løb. Jeg fulgte min plan og tabte ærligt og redeligt til Mikael, der helt fortjent tog titlen efter en flot spurt. Jeg må bare konstatere, at det er spændende at være løber i Danmark for tiden. Højt niveau.

DM 1500 m eller tirsdag aften i Randers-hallen? Foto: Christian Jørn

Mikael og jeg skal til at skovle nogle titler ind, før de unge drenge overhaler os indenom. Foto: Christian Jørn.

Vi fik vores natholdet-debut, da denne stakkels forvirrede frivillige trådte ud på banen. Klippet er dog ret sjovt - følg linket på billedet.

Træning søndag d. 23. februar

DM 3000 m i Odense.

4 km opvarmning - 3000 m i 8.09.33 Nr. 1 - 3 km afjog.

Taktik:

I feltet på 3000 m var to stærke løbere i Magnus Dewett og Jakob Dybdal, der havde løbet 8.18 og 8.08 kort forinden. På den ene side ville jeg gerne løbe hurtigt for at samle rankingpoint til OL, men på den anden side var jeg ikke interesseret i at smide en DM titel i forsøget på at løbe meget hurtigt fra spids (med risiko for at gå helt kold). Særligt ikke, fordi min suverænt bedste chance for at vinde var et langsomt løb i kraft af min 1500 m styrke og speed.

Derfor besluttede Morten og jeg, at jeg kun skulle løbe hurtigt, hvis Magnus og Jakob ville dele pacingbyrden. Selvfølgelig på en fair måde, for jeg var jo favorit. Det ville de godt, og vi aftalte at gå efter ca. 8.10 tempo. Et tempo, der var specifikt for alle. Mikael tilbød desuden at hjælpe med at trække efter sin 800 m finale. Aftalen blev derfor, at Mikael skulle trække 1200 m, Magnus og Jakob 400 m hver og jeg selv de sidste 1000 m.

Selve løbet:

Mikael gjorde det rigtig godt og trak endda til 1400 m. Herefter trak Magnus og Jakob 400 m hver - lige efter planen. Jeg kunne dog relativt hurtigt i løbet mærke, at jeg var træt og ville få svært ved at gentage de sub 8. Da jeg gik i front, accelererede jeg derfor ikke, men fokuserede på at holde tempoet for at gemme lidt til de sidste omgange, hvis nu enten Magnus eller Jakob fik gode idéer. I sidste ende kunne jeg dog accelerere hjem de sidste 400 m til en sejr i 8.09.33 min.

Splits var vist: 2.43-5.30-8.09.33 (2.43-2.47-2.39).

Overvejelser:

Titlen som dansk mester på 3000 m er mit blot andet mesterskab på banen i et flot løb, hvor Jakob, Magnus, Mikael og jeg arbejdede forbilledligt sammen og gav den et skud på at løbe hurtigt. Det er jeg selvfølgelig glad og stolt over, og jeg synes, det er fantastisk, vi kan snakke sammen på den måde i dansk løb. Jeg må dog også se i øjnene, at jeg har manglet det sidste den her weekend. Jeg har ikke følt mig som den samme løber som i sidste uge.

I alt på dagen: 10 km

Lidt over halvvejs i løbet. Foto: Lone Dybdal.

'Ikke luk øjnene, Mikkel, ikke luk øjnene'. Foto: Lone Dybdal

Hej Mor. Foto: Lone Dybdal.

Uge 8 opdatering

93.5 km i alt på ugen. Endnu en spændende konkurrenceuge, der grundlæggende bare handlede om at blive så frisk som muligt til DM. Det lykkedes nogenlunde, men jeg følte alligevel, jeg manglede det sidste som tidligere nævnt.

Min første indendørssæson er nu overstået, og jeg ser frem til en helt rolig uge, før vi starter træningen frem mod udendørssæsonen. Overordnet set er det gået virkelig godt, men der er også nogle ting, vi kan lære af det, bl.a.:

1: For lav mængde. De sidste 8 uger i opkørings- og konkurrenceperioden har jeg i gns. løbet 100.2 km/ugen - faktisk blot 92 km/ugen, hvis jeg tæller de sidste 10 uger, da jeg døjede med foden før nytår. Det er ikke nok, når jeg skal konkurrere og restituere fra konkurrencer på 3000 og 5000 m. Det lyder paradoksalt, men jo flere km man løber des hurtigere kan man ofte restituere fra hårde træninger og konkurrencer. I januar skulle jeg have ligget tættere på 120-30 km/ugen.

2: For kompakt konkurrencekalender. Min indendørssæson strakte sig reelt over 14 dage, hvor jeg havde 5 hårde konkurrencer. Det kan gå an på 800 og 1500 m, men ikke på 3000 m og 5000 m. Vi vidste godt, det ikke var optimalt, men der var ikke så meget at gøre ved det, da planen jo blev ændret af lidt småsygdom/mavesmerter. Næste indesæson skal vi nok forsøge at skære konkurrenceplanen endnu mere ind til benet og kun løbe ganske få udvalgte løb. 7.58 kan måske også åbne nogle døre til internationale løb.

3: Akkumuleret træthed. 1 og 2 tilsammen.

Træning mandag d. 24 februar

Fri

Træning tirsdag d. 25. februar

Badminton med Mikael i DGI huset. Meget intense dueller. Med 5 min tilbage af banetiden stod der 4-4 i sæt. Det var der jo ikke meget sjov ved, så vi aftalte et sidste winner-takes-it-all sæt. Jeg behøver vel næsten ikke at skrive mere, for hvis jeg havde tabt det sæt, havde der selvfølgelig bare stået "fri" i stedet for al den her tekst, hæhæ.

Efterfølgende tog jeg til klubtræning og joggede 10 km, mens jeg fortalte vidt og bredt om sejren, til alle der spurgte, hvad jeg havde lavet - hvilket var ret mange, eftersom jeg løb rundt med en badmintonketsjer stikkende ud af tasken. Pro-tip til alle, der gerne vil prale med en badmintonsejr, men på en subtil måde.

I alt på dagen: 10 km

Træning onsdag d. 26. februar

Fri

Træning torsdag d. 27. februar

Morgen: 10 km roligt i Riis Skov i 4.42 min/km

Aften: Fri.

Eller... Måske spillede jeg squash med far i Silkeborg -.-

Træning fredag d. 28. februar

12 km i 4.30 min/km på Syddjurs. Mette og jeg er taget i svigerforældrenes sommerhus.

Træning lørdag d. 29. februar

Morgen: 8 km i 5.10 min/km. Mette løb med på ca. halvdelen af turen. På Syddjurs.

Aften: 8 km i 4.00 min/km inkl. 4*8s bakkesprint. På Syddjurs. Lidt badminton og basket med Mette bagefter. Dog ikke tilnærmelsesvist så kompetitivt som i tirsdags.

I alt på dagen: 16 km