April

Træning onsdag d. 1. april

Morgen: 6.5 km i 5.11 min/km. Træt, træt, træt.

Aften: 6 km i 4.56 min/km

I alt på dagen: 12.5 km

Træning torsdag d. 2. april

Morgen: 4 km opvarmning til Tangkrogen - 4*10 min i halvmaratonpuls (87-92 % af max) - 3 km afjog. Pause 60s jog. Tempoet hed 3.12, 3.10, 3.09 og 3.11. I gennemsnit lå jeg på 89 % af maxpuls på intervallerne.

På den sidste interval fik jeg krampe i brystet efter ca. 6 min og måtte holde en lille strækpause, før jeg løb videre. Det skyldes måske en spændthed i diaphragma eller en svaghed i coren, som jeg må få adresseret. Jeg har "glemt" min coretræning lidt i denne mærkelige tid.

I alt på dagen: 20.5 km

Træning fredag d. 3. april

Morgen: 3 km opvarmning - 2*10*200 m bakkeintervaller - 1.5 km afjog. Pause: jog tilbage. Jeg målte ca. 200 m op på Høgh-Guldbergs gade med GPS-uret. Jeg havde egentlig ok ben, men en kombination af modvind og hårdt udlæg gjorde det til en sej omgang. De første 5 snittede jeg 31.7s og stod så med hovedet mellem benene. Jeg satte farten ned de næste 15 stk. og endte med et snit på 32.7 ( var måske ikke helt 200 m).

Aften: 8 km i 4.20 min/km inkl. 3*100 m stigningsløb + 15 min coretræning. Gode ben!

I alt på dagen: 22 km

Til aftensmad fik vi lasagne: min hofret. Det var den, jeg serverede for Mette på tredje date (en deal sealer) og til Mikael første gang, han var på besøg hos mig (det må have været i 2015). Det var dengang, Mikael løb 200+ km om ugen, så han formåede at tømme fadet til min store overraskelse. Normalt er lasagnen ellers nok til at brødføde 5-6 mennesker.

Lasagnen er med andre ord min go-to ret, når der er folk, der skal imponeres. Sandsynligheden er derfor stor for, at du får lasagne, hvis du kommer til spisning, og det skal du tage som et kompliment.

Træning lørdag d. 4. april

Eftermiddag: Indendørs mile (1609 m) til Rosters COVID-19 Stay-At-Home Athletics Meet på 12.58 min og en flot placering som nr. 10 (ud af 10). Se videoen under billederne. I virkeligheden tror jeg dog, jeg løb tættere på 2.5 km, fordi jeg fik målt forkert op. Derefter wall-sit konkurrence, hvor jeg sad i 90 grader i 2.05 min, kun overgået af Andreas Bube på herresiden. Eftersom Bubes lår nok kan akkumulere 3-4x så meget laktat som mine, må det være godkendt. Maria Larsen sad så vist i 6 min, hvilket jo bare er skræmmende.

Aften: 5.5 km jog til Viby - 6*100 m sprint med flyvende start (12.1-12.5s) i de nye Brooks Elmn8 pigsko - 5.5 km jog hjem. Lårene var noget trætte efter wall-sit, så det var hverken det bedste eller det kønneste sprint jeg har lavet. Det er straffen for at udskyde tingene.

I alt på dagen: 19 km

Trods et ihærdigt forsøg på at gøre det ordentligt, tror jeg på en eller anden måde, jeg fik målt 1609 m til 2500 m.

95 runder a 17 m. Go.

Nej, nej skat, jeg er fuldkommen afslappet.

Indoor.mp4

Mette efter løbet: "Jeg håber fandme ikke, der kommer udgangsforbud..." Det kan man jo ikke forstå. Videoen er ca. 1 minut og består af flere små sammenklip. Husk lyd ;)

Træning søndag d. 5. april

Morgen: 23 km i 4.15 min/km. Snitpuls 136 bpm (68 % af max). Jeg skulle have løbet 30 km med maratontempo de sidste 30 min, men jeg fik en meget ubehagelig stikken i brystet/siden efter 12 km. Ikke helt sidestik, men noget lig den diaphragma-krampe jeg også mærkede i torsdags. Bare meget værre i dag. Opgav efter 15 km og joggede hjem. Æv.

Samtale med Morten efter den mislykkede langtur og i øvrigt et godt eksempel på de 3 grundpiller i et succesfuldt træner-atlet samarbejde: 1. Ærlighed 2. Refleksion 3. Løsning. Et fjerde punkt kunne være opofrelse, som I måske kan fornemme af ovenstående, men sådan er livet som eliteatlet: vi må være i stand til at tilsidesætte komfort i jagten på resultater.

Opdatering uge 14

140 km i alt på ugen. Endnu en flot grundtræningsuge, men jeg kan mærke, de sidste mange uger med høj mængde slider på mig. Fysisk og mentalt har jeg ikke haft samme overskud som de forrige uger, og det skyldes nok både træningsmængden og uvisheden omkring lockdown situationen. Må mærke efter de kommende dage.

Mikael, der i øvrigt har løbet 356 km fordelt på de sidste 2 uger af ren og skær corona-kedsomhed, lagde i går dette billede op på Instagram fra 2015 af Jacob Simonsen, Mikael og mig til øl-stafetten i Silkeborg. Jeg lovede at berette om det, og det bliver selvfølgelig i kronologien, når vi kommer dertil.

Når vi kommer til 2015 i kronologien, får I hele historien bag denne stolte silkeborgensiske tradition

Træning mandag d. 6. april

Morgen: 10.5 km 4.44 min/km. Shorts og t-shirt vejr i Silkeborg - helt igennem fantastisk!

Aften: 8 km i 4.40 min/km inkl. 5*8s bakkesprint.

I alt på dagen: 18.5 km

Træning tirsdag d. 7. april

Morgen: 2.5 km opvarmning - 4*8*(20s hurtigt + 40s jog) - 2.5 km afjog. Løb det ved Tangkrogen op til halvmaratonpuls (92 % af maks). Et fint pas, hvor man får lidt fart i benene, uden at det slider så meget. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at krampen i brystet kommer af en overspændt skulder, så den har jeg forsøgt at løsne op for. Det har hjulpet.

Aften: 2.5 km opvarmning - 4*5 min i halvmaratonpuls ved Tangkrogen tempo ca. 3.01 min/km - 2.5 km afjog. Jeg droppede de sidste 2 intervaller, fordi jeg følte mig energiforladt og joggede hjem.

I alt på dagen: 29 km. Jeg har snakket med Morten, og vi er blevet enige om, at jeg skal tage nogle fridage for at få friskheden og overskuddet tilbage. Det giver ikke mening at træne mig ned i et hul nu, og det er jeg sgu på vej til.

Træning onsdag d. 8. april

Fri.

Træning torsdag d. 9. april

Fri.

Jeg har fundet ud af, at jeg har en Wikipediaside. Ikke på dansk eller engelsk... MEN PÅ TYSK! Det er simpelthen fremragende. Vielen dank til min tyske beundrer. Giv mig et par måneder på duolingo, så er jeg klar til det helt store sponsorfremstød i Tyskland!

Macht euch bereit, HMRC! Mit tyske sponsorkorstog holder ikke hvil, før AGF kører til ECUP med stil - i en Audi bil! ;) #KSDH

Træning fredag d. 10. april

Morgen: 3.5 km opvarmning til Tangkrogen - 3*15 min i maratonpuls (82-87 % af max) - 3.5 km afjog. Tempoet var 3.12 min/km, 3.09 min/km, 3.05 min km og gns. pulsen i % af max var 82 %, 84 % og 86 %. Det er efterhånden mange dage siden, jeg har haft så gode ben på tærskel, men det fysiske og mentale overskud er kommet tilbage. Mega fedt, hvis det bare var to hviledage, der skulle til!

Aften: 11 km jog i 5.11 min/km med Mikael. Dejligt at se Mikael igen efter at have løbet solo i næsten 4 uger! Egentlig ville vi have startet med at løbe sammen i sidste uge, men flere ting kom i vejen - også udover Corona. Fra næste uge håber jeg, vi kan begynde at løbe mere sammen igen!

Træning lørdag d. 11. april

Morgen: 9 km i 4.38 min/km inkl. 3*100 m stigningsløb og 3*8s bakkesprint.

Træning søndag. 12. april

Morgen: 3 km opvarmning - bakketræning ved Skovvejen/Dronning Margrethes vej ved Riis skov: 100-200-300-400-500-600-500-400-300-200-100 m med jog pause tilbage - 2 km afjog. Det gik rigtig godt, og jeg havde et godt mentalt overskud i dag! Jeg løb ca. 16s, 33s, 50s, 1.08 min, 1.26 min, 1.46 min, 1.24 min, 1.06 min, 48s, 31s, 15s.

Aften: 5.5 km jog til Viby Stadion - 2*150+2*100 m med ca. 4 min pause - 5.5 km jog tilbage. Løb i de nye Brooks Elmn8 med carbonsål. De er vildt lækre! Jeg havde også gode ben på sprint, så friskheden er vendt lidt tilbage. Jeg er dog stadig lidt fra den fart, jeg havde i sommers, men der er også lang tid til endnu. Tider (flyvende start): 18.06s, 18.25s, 11.93s, 12.06s.

I alt på dagen: 26 km


Opdatering uge 15 (obs. lang opdatering)

114 km i alt på ugen med 2 fridage. Ugen startede skidt med mangel på energi og motivation. Jeg var næsten helt sikkert på vej i overtræning efter et gennemsnit på 143 km/ugen de sidste 6 uger og mange af dem i højt tempo (måske fik jeg heller ikke nok sæsonpause efter indendørs). Tærskelpassene gik dårligere, jeg følte mig træt og havde mindre lyst til at træne.

Motivation dalede i takt med træningskvaliteten. Uden tvivl som en direkte konsekvens af det fysiske, men også fordi jeg følte, sæsonen gled mig af hænde. De planlagte internationale stævner til og med juli blev aflyst, for eksempel Lange Laufnacht i Karlsruhe, IFAM i Flandern og Morton Games i Dublin; så varslede Mette Frederiksen, at alle større arrangementer til og med august (DM?) skulle aflyses, og til sidst slog IAAF sømmet i sæsonkisten ved at meddele, at resultater opnået i perioden 1.4 til 1.12 2020 ikke kommer til at tælle med i rankingsystemet. EM i Paris i slutningen af august er ikke officielt aflyst endnu, men i lyset af ovenstående virker det kun som et spørgsmål om tid.

Den internationale sæson kan vi ikke regne med i år. Hvis vi vil løbe stærkt, må vi gøre det i Danmark. Foto: Christian Jørn.

Foto: Chritian Jørn

Jeg snakkede med Morten om det hele i tirsdags, og vi blev enige om, at jeg skulle holde fri, til jeg fik friskheden tilbage. Morten mente desuden (og jeg var enig), at det uanset hvad var vigtigt, at jeg fik en formtop over sommeren for at holde udviklingen i gang. Med andre ord skal jeg i 13.40 form på 5000 m i år, så jeg lettere kan komme i 13.30 form næste sommer.

Med hensyn til sæsonen var Morten enig med mig i, at den sandsynligvis ryger sig en tur. I stedet for at fare rundt i Europa, som vi plejer, må vi derfor forsøge at stable nogle time-trials på benene henover sommeren. Måske i Randers og/eller i Aarhus. Mikael og jeg må her skiftes til at trække hinanden, ligesom vi gjorde i indendørssæsonen. Det bliver svært at ramme drømmeløbet på den måde, uden et felt at løbe efter, men efter at have vendt det i hovedet nogle dage er jeg faktisk blevet virkelig hooked på idéen. Det bliver sjovt at prøve at løbe stærkt "alene" i Danmark uden forventninger. Lidt ligesom i min første sæson i 2011.

Det kan lade sig gøre at løbe stærkt i Danmark. Det beviste vi sidste år til Tracks i Odense, hvor Jens løb 13.57, jeg løb 14.00 og Omar 14.06. Foto: Christian Jørn

Foto: Christian Jørn

De 2 fridage, onsdag og torsdag, var også alt, der skulle til for at få mig fysisk tilbage på sporet. I fredags lavede jeg et super tærskelpas med stort overskud og det samme i dag på bakkeintervaller. Fremover må jeg være bedre til at tage en fridag eller to med det samme, jeg kan mærke, jeg styrer mod overtræning, men det er lettere sagt end gjort. Det er alt for nemt at blive grebet af programmet og "glemme", at kroppen ikke er en maskine. Det er en svær balancekunst mellem træning og restitution, men det er også charmen ved eliteløb og træning. Nu venter en uges grundtræning mere, før vi starter den specifikke banetræning frem mod det, der bliver en meget, meget speciel sæson.

Træning mandag d. 13. april

Morgen: 8 km i 5.10 min/km

Aften: 8 km i 4.39 min/km

I alt på dagen: 16 km

Træning tirsdag d. 14. april

Morgen: 3.5 km opvarmning til Tangkrogen - 10*3 min i halvmaratonpuls (87-92 %) med ca. 60s jogpause - 3.5 km jog hjem. Jeg løb 2.48 min/km, 2.52 min/km, 2.53 min/km, 2.54 min/km, 2.52 min/km, 2.51 min/km, 2.53 min/km, 2.53 min/km, 2.52 min/km, 2.52 min/km. Det giver et gennemsnit på 2.52.0 min/km, som er en lille forbedring af min gamle Tangkrogs-træningsrekord på 2.52.6 min/km. Husk, at Tangkrogen, som jeg tidligere har nævnt, ofte viser hurtige gps-tider. Jeg havde ikke desto mindre rigtig gode ben i dag og lå i gennemsnit på 88 % puls. Et kort øjeblik på den sidste røg jeg op på 93 %, men jeg fik hurtigt pulsen under kontrol igen.

Aften: 2.5 km opvarmning - 10*(15s hurtigt +45s jog) + 10*(25s hurtigt +35s jog) + 10*(35s hurtigt +25s jog) med 3 min pause mellem sæt - 2 km afjog. Pulsen måtte gå til 92 % af max ligesom i morges. Jeg løb det i Riis Skov, hvor jeg fandt en delvist affolket rute (hvilket ikke var så nemt). Sidste sæt blev dog noget hårdere, end jeg troede, og på den næstsidste røg pulsen op på 192 bpm (96 % af max) efter en bakke. En hel del over "det tilladte". Efter det stoppede jeg, og joggede hjem.

I alt på dagen: 34 km

Træning onsdag d. 15. april

Morgen: 12 km i 4.59 min/km med Mikael og Kristian UH. Kristian er en dygtig mellemdistanceløber, der har løbet 1.48 på 800 m og 3.44 på 1500 m. Han er netop flyttet til Aarhus efter et collegeophold i New Mexico, og han har fået Morten som træner, så han skal fremover træne og rejse med os. Den dynamiske duo er dermed blevet til den trippede (?) trio. Vi tror, at Kristian bliver et frisk pust til den (må vi indrømme) noget indspiste træningsgruppe, "Munkholms Missiler", der som bekendt bare udgøres af Mikael og mig.

Vi glæder os naturligvis til at vise Kristian rundt på Tangkrogen til tærskel, hvor vi har lovet Morten at være søde og inkluderende.

Aften: 9 km i 4.19 per km i Riis Skov. Snitpuls 65 % af max. Jeg har sjældent pulsmåler på, når jeg løber rolige ture, fordi jeg er ret sikker på, jeg holder lav puls (<70 %) i mit 5.00 tempo (hæhæ), men i dag tog jeg på for sjov.

I alt på dagen: 21 km

I dag fik jeg besked om, at Brooks-fotografen kommer på fredag for at tage de officielle billeder. Arbejdet med at gøre mig lækker er derfor sat i fuld gang herhjemme.

Brooks har observeret, at Insta-stretch-poses hitter hos konkurrenterne fra Asics Frontrunners. Da Brooks eliteatleter naturligvis ikke skal stå tilbage for Asics på de sociale medier, er jeg gået i intensiv stretch-camp. Jeg er nok nødt til at save nogle ledbånd over, hvis det skal blive rigtig smukt til fredag, men hvad gør man ikke for sin nye sponsor.

Træning torsdag d. 16. april

30.5 km i 3.54 min/km med 30 min (fra ca. 19-28 km) i 3.24 min/km rundt om brabrandsøen og lidt rundt om tangkrogen.

Gns. puls på hele turen var 73 % af max og på tempodelen 83 %. De sidste 0.5 km gjorde turen til min længste til dato, men jeg har to gange tidligere løbet 30 km. Det er dog ikke min spidskompetence, må jeg indrømme. Jeg synes, jeg får uforholdsmæssigt meget ondt i benene, men det er nok en tilvænningssag. Nu fik jeg det gjort, og det gik ganske hæderligt, selvom jeg i skrivende stund er pænt træt.

Mette kommenterede sjovt nok, hvorfor jeg dog løb langtur i dag, for løber man ikke altid langtur om søndagen? Det var jeg alligevel lidt imponeret over. Lidt har hun lært efter +3 år.

Træning fredag d. 17. april

Morgen: 6 km i 5.10 min/km efter photo-shoot til Brooks i Uniparken.

Aften: 9 km i 4.40 min/km inkl. 4*8s bakkesprint

I alt på dagen: 15 km i alt på dagen.

Træning lørdag d. 18. april

Mette og jeg er taget til Silkeborg for at fejre min mors fødselsdag.

Eftermiddag: 3 km opvarmning - 12*400 m bakkeintervaller med jogpause tilbage - 2 km afjog. Jeg løb intervallerne opad Horsensvej ved Østre Søbad. Det er ikke en super stejl bakke, så den er god til længere intervaller. Jeg havde sindssygt gode ben og en følelse af, at jeg kunne blive ved med at trykke, trykke, trykke. Selvfølgelig blev det hårdt til sidst på intervallerne, men hver gang jeg joggede ned, var det som om, jeg fik restartet bentøjet. Det er sgu positivt.

Jeg snittede 67.7s på de 400 m (2.49 min/km ca.) med de sidste to på 66 og 64.

I alt på dagen: 15 km

Træning søndag d. 19. april

18 km i 4.26 min/km inkl. 5*200 m flow i flade sko på Viby Stadion. Tider: 28.3, 28.7, 29.7, 29.3, 28.3.

Tidligere på dagen fik jeg hentet min motorcykel hos min onkel i Kolding. Den bliver sjov at have i år, når vi nu skal være hjemme hele sommeren!

Det er en 600 kubik Suzuki, som jeg har haft i ca. 4 år. Skøn maskine - fed lyd! Billedet er taget i Viby

Opdatering uge 16

149 km i alt på ugen. Ugen er gået rigtig godt, og jeg har haft godt med overskud på kvalitetspassene. De 2 fridage i sidste uge var åbenbart bare det, der skulle til for at få mig tilbage på sporet.

Med denne uge får jeg et snit på lige knap 140 km/ugen over den her 7 uger lange grundtræningsperiode. Det er det bedste sammenhængende grundtræning, jeg har lavet uden at blive skadet, så det bliver virkelig spændende, om det kommer til at give pay-off på banen. I næste uge starter vi den specifikke banetræning.

Træning mandag d. 20. april

Morgen: 9 km i 4.59 min/km i Riis Skov

Aften: 6 km i 4.40 min/km i Riis Skov. Træt dag i dag. "Glemte" at lave core.

I alt på dagen: 15 km

Træning tirsdag d. 21. april

Første banetræning frem mod udendørssæsonen! Løb i Viby med Kristian og Mikael.

Passet var følgende:

3 km opvarmning - 800 m + 2*600 m + 3*400 m + 4*300 m + 5*200 m med 1 min pause ml. intervaller og 3 min ml. sæt - 2 km afjog.

Oplægget var 3000 m fart (2.38-40 min/km) på 800, 600 og 400 m og 1500 m fart (2.27-28 min/km) på 300 og 200 m. På 800, 600 og 400 skiftedes Mikael og jeg til at trække (Kristian skulle løbe lidt langsommere). På det korte skiftedes vi alle tre. De sidste to 200 m intervaller tilbød Christian Abild at trække, så det sagde vi pænt ja tak til.

Tider: 2.06.0, 1.33.8, 1.36.2, 62.1, 64.0, 64.6, 44.2, 45.5, 42.9, 43.3, 28.3, 27.9, 28.3, 28.2, 27.5. Gns. på sæt var altså: 2.06.0 min, 1.35.0 min, 63.56 sek, 43.97 sek, 28.04 sek

Jeg skiftede fra Hyperion Tempo til pigsko, Elmn8, efter 400 m sættet for at vænne læggene lidt til spikes. Det var ikke noget super hårdt pas i dag, og vi kom alle tre forholdsvis let igennem. Vi aftalte endda ikke at måle tissemænd på sidste interval (ja, undskyld mit franske, men det er nu engang terminologien), så vi er sgu ved at blive voksne. Næste banepas er lørdag, og det bliver (for mig) mere spændende: 2*10*400 m med 200 m jogpause i 3000-5000 m fart.

Social distance er ikke nemt, når man er som plus og minus, yin og yang, ketsjup og pølle, øl og fodbold... men vi gør vores bedste.

Kristian er nyeste medlem af Munkholms Missiler, og han gør det godt. Han har sagt, at Mikael og jeg er den primære grund til, at han har joinet vores træningsgruppe, så det varmer jo vores kolde hjerter. Vi kan nemlig godt lide smiger. Og træstammer fra lagkagehuset, Kristian... Træstammer og andre dyre kager...

Træning onsdag d. 22. april

Morgen: 9 km i 5.05 min/km i Riis Skov.

Aften: 8 km i 4.46 min/km i Sabro inkl. 4*8s bakkesprint.

I alt på dagen: 17 km i alt på dagen.

Træning torsdag d. 23. april

Treshold-Thursday i årets lækreste vejr!

Morgen: 4 km opvarmning - 4x8 min med 60s jogpause ved Tangkrogen i maratonpuls (82-87 %) - 3 km afjog. Tangkrogen var sgu spærret af, fordi de var ved at stille op til en Mads Langer koncert, så vi kunne ikke løbe den sædvanlige rute. I stedet løb vi den korte grusrunde. Jeg løb kun med Kristian, da Mikael skulle pleje en skade, men vi fik det til at fungere ret godt. Kristian løb passet som 4*(4+3) min, hvor han trak os de sidste 3 min. Ret godt klaret af en 800 m løber.

Tempo: 3.12 min/km, 3.16 min/km, 3.13 min/km, 3.15 min/km. Jeg løb med gennemsnitspuls på 167 bpm (83.5 % af max), så det var meget pænt. Pulsen røg en enkelt gang op på 176, men ellers var det kontrolleret.

Aften: 4 km opvarmning - 25*1 min med 30s jogpause ved Tangkrogen i halvmaratonpuls (87-92 %) - 3 km afjog.

Jeg løb med Mikael og Kristian på samme rute som tidligere. Jeg havde gode ben og lå i et godt flow bag Mikael, der trak stort set det hele (jeg tilbød selvfølgelig at hjælpe, men Mikael var in the zone). Makspulsen kom kun op på 91 % (182 bpm), og det kan jeg nok takke Mikael for, for vi løb godt til (tempo omkring 2.52 min/km i snit på intervallerne).

Jeg burde have vænnet mig til det efter snart 5 år, men Mikael bliver sgu ved med at overraske mig. I tirsdags kunne han stort set ikke gå efter træningspasset, fordi han havde overbelastet sin venstre ankel ved at løbe hele molevitten i pigsko. I dag, efter én hviledag, var han så klar til at hamre igen. Det er utroligt - næsten naturstridigt. Glæd jer, til vi kommer til 2015 i kronologien, hvor jeg begynder at fortælle historierne om Mikael. Jeg kan love én ting: I kommer hurtigt til at forstå, hvorfor vi kalder ham betonben.

I alt på dagen: 36 km

Træning fredag d. 24. april

Middag: 7 km i 4.55 min/km

Eftermiddag: 8 km i 5.20 min/km med Kristian og Mikael + coretræning (15 min)

I alt på dagen: 15 km

Det er næppe gået nogen atletikfans næser forbi, at EM i Paris er blevet aflyst. Som jeg skrev i uge 15 opdateringen, regnede vi med det, så det kommer ikke som et chok. Vi har affundet os med det og lagt en plan.

Her er vores foreløbige sæsonplan. Efter det kører vi nok en grundtræningsperiode igen, og så må vi se, hvad status er på corona i anden halvdel af sæsonen.

Træning lørdag d. 25. april

Banepas i Viby med Mikael.

3 km opvarmning - 15*400 m med 200 m jogpause på 60s + 5*400 m med 200 m jogpause på 60s - 3 km afjog. Sætpause 4 min til skoskift.

Oplægget hed 2*10*400 m i 5000-3000 m pace (66-64s), men jeg skubbede sætpausen til efter 15, fordi jeg godt ville have pigsko på de sidste 5 stk. Jeg var vanvittigt godt løbende og blev ikke specielt presset på noget tidspunkt. Jeg er sgu næsten lidt skræmt over, at det var så relativt let og skal dælme passe på. Der er altid større risiko for at blive skadet, når motoren er så tunet.

Tiderne var: 63.2, 63.4, 66.4, 63.1, 64.3, 64.5, 63.9, 65.3, 65.7, 64.6, 66.4, 64.1, 66.2, 64.6, 65.3, 63.5, 62.2, 61.6, 60.8, 58.7. Det giver et gennemsnit på 63.93s = 2.39 min/km. Mikaels akillesproblemer fra tirsdag blussede desværre op kort inde i passet, og han måtte stoppe. Forhåbentlig er han klar igen om et par dage.

I alt på dagen: 18 km.

Jeg løb de første 15 intervaller i Hyperion Tempo og afprøvede de nye Brooks Wire V6 på de sidste 5 intervaller. De var vildt lækre, og jeg tror, de kommer til at være mine go-to spikes til distancer over 3000 m.

Træning søndag d. 26. april

10 km i 5.05 min/km med far i familiens sommerhus på Helgenæs. Jeg skulle have løbet lidt længere med noget tempo i 70-80 % puls, men min venstre læg har været temmelig spændt siden i går, så jeg tog den med ro. Spændtheden sidder i soleus (flyndermusklen), og jeg kan ikke rigtig få løsnet op for det med selvmassage. I morgen har Dan heldigvis tid til at se mig, så forhåbentlig kan han få hul på det. Hvis nogen kan trykke til, er det Dan.

Opdatering uge 17

125 km i alt på ugen med 2 vildt gode banepas tirsdag og (særligt) lørdag og en veloverstået dobbelttærskeldag. En super start på baneoptaktsperioden! Problemet med læggen her til sidst på ugen er forhåbentlig bare en reaktion på banetræningsopstarten og pigsko, som jeg nok skal holde mig fra i næste uge.

Lige pludselig var der sgu en ræv, der spankulerede rundt på terrassen. Ikke hver dag man ser sådan en fætter.

Træning mandag d. 27. april

7 km i 5.00 min/km til/fra Ceres Park og behandling hos Dan, som fik tæsket læggen godt igennem. Ellers en helt rolig dag for at give læggen lidt ro. Jeg mærker ikke så meget, men den er stadig spændt. Jeg får dog som regel småproblemer, når jeg starter med banetræning, og lige muskelspændinger er jeg ikke så nervøs for. Det er min erfaring, at de næsten altid kan masseres væk.

Da vi startede banetræningen op i december frem mod indesæsonen, fik jeg problemer med svangsenen, som jeg var en del mere nervøs for. Den kostede 10 dage på skånekost.

Træning tirsdag d. 28. april

Morgen: 4 km opvarmning inkl. 2*100 m stigningsløb - 3*6*300 m baneintervaller på Ceres Park med Kristian og Mikael - 4 km afjog. Pause 90 sek mellem intervaller og 5 min ml. sæt. Målet var at løbe i 1500 m tempo, dvs. et snit omkring 44.0 = 3.40.00 min på 1500 m. For at skåne læggen løb jeg det hele i Hyperion Tempo.

Tider (sekunder):

Sæt 1: 46.29, 43.51, 44.90, 43.50, 43.71, 44.14

Sæt 2: 43.60, 43.70, 44.97, 44.04, 43.70, 44.54

Sæt 3: 43.26, 43.00, 44.24, 44.18, 43.41, 42.96.

Samlet snit: 43.98 sek.

Jeg var rigtig godt løbende igen i dag! Den nappede selvfølgelig lidt til sidst, men 5.4 km i 1500 m tempo skal også gerne gøre av. Jeg følte ikke helt, jeg var lige så meget i stødet som i lørdags, men jeg er nok stærkere i 3000-5000 m tempo pt., og det er jo faktisk, som det skal være.

Vi skiftedes til at trække alle tre og havde et fedt teamwork. Men, men, men var Mikael ikke skadet, spørger du måske? Og jo, jo det var han. Men i dag var han altså tilbage fra skade - i spikes... Som sagt: Glæd jer til historierne om Mikaels betonben i kronologien.

Aften: 7.5 km roligt i 4.50 min/km

I alt på dagen: 24 km

Træning onsdag d. 29. april

Morgen: 11 km i 4.31 min/km med coach Morten Munkholm i Randers. En rigtig hyggelig tur, hvor vi lige fik vendt lidt af hvert, som vi plejer - lige fra fremtidsplaner og træning til sædkvalitet og politik.

Et særligt tema i dag var selvfølgelig træningen de næste par uger frem mod vores time trials i juni. Morten lagde særlig vægt på mit sukkerindtag, som han gerne så barberet ned de næste par uger. Pointen faldt imidlertid lidt til jorden, da Susanne (Mortens kone) fortalte historien om dengang, Morten vandt et kg chokolade til et motionsløb og tog livet af den på kun 5 dage.

Aften: 6 km i 5.08 min/km

I alt på dagen: 17 km

"Mikkel, min største fortrydelse er, at jeg aldrig søgte sponsorat hos Anthon Berg i min aktive karriere. Det havde sgu været reklame, jeg kunne stå inde for".

Ja, marcipan er vejen til coach Mortens hjerte. Det ved jeg selvfølgelig efter 6 år, så jeg havde napoleonshatte med. Et vovet valg, da Morten er en sand napoleonshat-gastronom. Dommen blev 4/6 stjerner - smagen var den rette, men skorpen en anelse for blød.

Træning torsdag d. 30. april

25 km langtur i 3.57 min/km og snitpuls 75 % af max (151 bpm). Jeg var satme skidt kørende og fik både forbigående problemer med sidestik og mellemgulvet. Oven i det havde jeg bare dårlige ben og blev fuldstændig demotiveret af regnvejret. En rigtig møgtur, men det kan jo ikke altid gå godt. På positivsiden fik jeg trænet i 70-87 % pulszonen i lidt varierende terræn.

Langtur har altid været min akilleshæl, så det er jo nok, desværre, vigtigt for mig at træne.

Jeg fik en forespørgsel om at lægge billeder op fra mine løbeture, og det er sgu en god idé. Når det bliver lidt bedre vejr, skal jeg nok skyde nogle billeder. Foreløbig må I nøjes med dette rutekort