Mit første crossløb (2010)

Jeg forsøgte at hænge på de høje herrer det første lange stykke tid og fik på den måde løbet mig selv fuldstændig i sænk allerede på første omgang.

I november 2010 introducerede Søren mig for cross. Egentlig var løbet ikke noget særligt, bare et stafetløb til en helt almindelig runde i Vinterturneringen, men det har alligevel fortjent en plads i kronologien. Dels fordi løbet siger en del om min løbekarakter, og dels fordi jeg husker det meget klart, selvom det er mange, mange år siden. Sådan er hjernen jo en smart sag. Amygdala (frygtcentret) ligger klos op ad hippocampus (hukommelsescentret), så vi kan lære, at crossløb gør nas, når vi lægger for hårdt ud.

Lige siden min debut i Glostrup to måneder tidligere havde Søren snakket om cross. ”Cross er en rigtig mandesport, Mikkel. I 80’erne var det 12 km i mudder og bakker og fuld smæk fra første kilometer. Ikke tøsede 10 km som i dag.” Søren snakkede generelt meget om løb med en helt særlig forkærlighed for løb i 80’erne, som han kunne berette om i timevis. Sidenhen har jeg fundet ud af, at fortællelyst sjovt nok er et fælles karakteristika for de fleste eliteløbere fra 80'erne. Det var tilsyneladende tider dengang.

Jeg kunne godt lide at høre Søren fortælle anekdoter, men til tider kunne det også blive for meget. Til et møde i 2012 printede jeg derfor mit forslag til en sæsonplan ud, så jeg kunne vifte med det, hvis han blev for nostalgisk og skulle ledes tilbage på sporet. Jeg mindes også, at jeg en dag kom til at spørge, hvem det var han havde hængende på en plakat derhjemme. Det blev mødt af skuffet hovedrysten. Manden på plakaten var nemlig en af de gamle must-knows, Sebastian Coe, Steve Ovett, Steve Cram, Prefontaine eller Haile Gebreselassie (jeg kan ikke helt huske det). Jeg fik i hvert fald strenge instrukser om at gå hjem og læse op på lektien, og det gjorde jeg. Ganske flittigt endda. Takket være Sørens strenge opdragelse er jeg godt med på løbehistorien. Men nok om det.

I perioden op til havde vi løbet cross-intervaller i Indelukket og ved Vejlbo Mose. Jeg spillede stadig fodbold, så løbetræningen var begrænset til ca. 4 gange om ugen, men jeg blev hurtigt bedre og syntes, det var fedt at træne. Søren havde også lokket en triatlet, Thomas Strange, med, og vi løb de fleste intervaller sammen.

Selve crossløbet foregik i Aarhus. Det var et stafetløb, hvor 3 mand skulle gennemføre 18*1000 m, og vi havde et habilt hold med Thomas, Thomas’ tri-ven Emil, og mig. Ruten gik henover cykelbanen og var meget mudret og bakket. En crossrute lige efter Sørens hoved. Personligt vidste jeg ikke en pind om det, men Søren sagde, den var god til mig, så det var jo fint.

Fra træning vidste vi, at jeg var den hurtigste på 3-mands-holdet, så vi blev enige om, at jeg skulle starte. Set i bakspejlet var det nok ikke den bedste beslutning, for jeg var grøn og uerfaren, men smaddergod til at løbe intervaller og meget uimponeret over at stå på startstregen med Morten Munkholm, Henrik Them, Jakob Hoffmann, Jesper Faurschou m.fl. Det vidste jeg selvfølgelig ikke, de hed dengang, og jeg var jo vant til at være den bedste løber, så det uundgåelige skete naturligvis: Jeg forsøgte at hænge på de høje herrer det første lange stykke tid og fik på den måde løbet mig selv fuldstændig i sænk allerede på første omgang.

De næste fire omgange husker jeg ikke særlig godt. Jeg er dog sikker på, de var meget, meget hårde, for efter nummer fem gik/kravlede jeg op til Søren og sagde, at jeg under ingen omstændigheder var i stand til at løbe min sidste tur. Jeg havde det præcis som dengang, jeg krydsede stregen til Silkeborgløbet i 2009, og jeg manglede endda stadig en omgang. Søren, der nok havde set, hvor det bar henad tidligere, konstaterede det åbenlyse: "Du har lagt for hårdt ud, Mikkel". Men jeg kunne jo spørge Thomas, om han ville løbe en tur mere, hvis jeg virkelig var helt færdig. Det var desværre Thomas, der fandt mig, og han pegede entusiastisk på en lille lyshåret gut i hvid AGF singlet: ”Mikkel!! Vi lægger nummer to for hold! Ham der skal du bare holde bag dig, så skal jeg nok bevare føringen bagefter!” Puha. Det var den værst tænkelige melding. Havde vi været håbløst langt efter, kunne jeg jo bare have slæbt mig igennem.

Jeg husker det som den mest forfærdelige kilometer i mit liv. Efter knap 300 m blev jeg overhalet af den lille AGF'er, og derefter var det bare endnu mere op ad bakke. Træt som ind i helvede, og skuffet over at have smidt holdets 2. plads, sejlede jeg ind over målstregen mere end et minut langsommere end på min første omgang. Vi endte med at blive nummer tre for hold, ét minut efter AGF, og jeg blev nummer fem individuelt i juniorklassen. Da jeg kom hjem og så resultatlisten, fik jeg endnu et chok. Den lyshårede AGF'er, Jacob Simonsen, der havde banket mig på sidste omgang, var blevet nummer tre, og han var kun 95'er. Pis. For første gang i mit liv havde jeg tabt til en yngre løber. Min matematiklærer, Toke, der ivrigt fulgte med i mit fodbold-til-løb-skifte var ikke sen til at kommentere det dagen efter i skolen.

Moralen i historien er selvfølgelig, at man skal kende sig selv og løbe progressivt. Men selvom oplevelsen står lysende klart i erindringen, er det ikke noget, der har afskrækket mig fra at gøre det samme igen og igen. Det kommer der mange flere eksempler på - hårde udlæg har altid været min ting.