Løbesportens game changer: Problemet med carbonsko

Jeg har fået et spørgsmål fra Martin, der vil vide, om jeg mener, carbonsko er alt eller intet, når nu verdensrekorden på 10 km landevej er løbet i en almindelig Adidas letvægtssko. Han vil også vide, om jeg mener, carbonsko er bedre end pigsko på banen, og om jeg oplever en mærkbar forskel fra Vaporfly (og Nike generelt) til Brooks, som jeg nu er sponsoreret af – se disclaimer i bunden. Svaret blev for langt til Q&A - og er også blevet en del mere omsiggribende end blot besvaring af Martins spørgsmål - så nu er det blevet til et blogindlæg.

Jeg fik Martins spørgsmål umiddelbart efter, jeg meldte afbud til det 5 km landevejsløb i Flakkebjerg den 20. juni 2020, hvor min danske rekord på 5 km landevej (på 14.04 min) blev slået af Thijs Nijhuis og Joel Ibler, der løb hhv. 13.57 og 13.59. Jeg skrev i mine overvejelser om løbet d. 17. juni, at jeg ikke ville stille op for at forsvare min rekord, fordi jeg ikke kunne nå at få en carbonsko af min sponsor, Brooks. Der var dog også andre grunde til, at jeg ikke stillede op, men det kan du læse om i overvejelserne.

Lad os tage spørgsmålene et ad gangen:

Mener du, at carbonsko alfa og omega i dag?

Ja! Det gør jeg! Og det er ikke engang et holdningsspørgsmål længere, hvis du spørger mig. Det er bare fakta. Flere uafhængige studier på Nikes gamle Vaporfly 4 % har vist, at skoene giver en gennemsnitlig forbedring i løbeøkonomi på utrolige 4 %. Det bedst kendte uafhængige studie er Hoogkammers fra 2017, men resultaterne er sidenhen blevet replikeret igen og igen og igen. Alle med samme resultat: 4 %. Det skal siges, at jeg ikke er ekspert, så jeg har ikke noget grundlag for at forholde mig til, om det er gode eller dårlige studier. Men det virker som om, der er rimelig konsensus blandt de kloge hoveder om studiernes konklusioner - for eksembel tager kinetikeksperterne Geoff Burns og Nicholas Tam udgangspunkt i dem i det her debatindlæg .

Det med de 4 % har alle løbere hørt. Men ikke alle har hørt, hvad tallet egentlig betyder. 4 % forbedring i løbeøkonomi er nemlig ikke ensbetydende med, at alle løber 4 % hurtigere. Forholdet, løbeøkonomi:performance, er ikke 1:1. Det falder jo hurtigere, du løber og er tæt på 0.67 for de hurtigste løbere i verden (men bedre for langsommere løbere). Det skyldes bl.a., at der sker et øget energitab som følge af bl.a. øget luftmodstand ved højere hastigheder (Shalaya Kipp, 2019). 4 % gange 0.67 svarer dog stadig til en performance-forbedring på ca. 2.7 % for den absolutte verdenselite og teoretisk set mere for subeliten. Det er 2-3 minutter på et maraton, eller omkring 15-25 sekunder på 5000 m, og stemmer godt overens med det billede, vi har set på landevejene, hvor Vaporfly i gennemsnit har skåret 2.1-4.1 minutter af mænds tider og 1.2-4.0 minutter af kvindernes tider på maraton (Joseph Guiness, 2020).

20 sekunder på en 5000 m. I gennemsnit. Tyg lidt på det. Og de nye Vaporfly modeller, Next% og Alfafly, giver eftersigende endnu mere, selvom der mangler undersøgelser til at bekræfte det.

Jeg meldte med andre ord afbud til 5 km løbet i Flakkebjerg, fordi jeg ikke mente, det ville være en fair konkurrence. Ikke engang tilnærmelsesvist. Jeg kunne lige så godt have stillet mig 150 m eller mere bag de andre på startstregen. Og hvem gider lige det?

Hvordan kan det så være, at Rhonex Kipruto løb ny verdenskrekord på 10 km landevej (26.24 min) uden Vaporfly-sko?

Det indlysende svar er talentets kraft. Kenenissa Bekele satte også verdensrekorder på 5000 og 10.000 m i almindelige pigsko. I førstnævnte løb Bekele ufattelige 7.32 min hjem på de sidste 3000 m. Alene. Et utroligt billede på rent, råt løbetalent. Gør dig selv den tjeneste at se løbet.

Nogle løbere er bare så dygtige (eller så dopede - who knows, det skal jeg ikke gøre mig klog på), at de kan starte 150 m bag alle andre og stadig vinde. Jeg er overbevist om, at Rhonex Kipruto er sådan en løber, når han rammer dagen. Som 17-årig løb han 26.46 på en 10 km i Prag i 2018, selvom han joggede de sidste 100 m i mål. Samme år løb han 27.04 i kuperede Central Park i New York. I 2019 løb han solo 26.50 min til Stockholm Diamond League i 2019 i stormvejr (+15 m/s)… Det er med andre ord ikke vildt overraskende, at han kunne løbe verdensrekord på landevejen på en dag med perfekte forhold og perfekt pace. Havde han haft Vaporfly Next% på – og responderer han bare en smule på den – tror jeg, han kunne have løbet tættere på 26.00. Ligesom jeg er sikker på, Bekele kunne have løbet sub 26, hvis han havde haft de sko i sin prime i 00’erne.

Bare fordi Vaporfly i gennemsnit skærer 2-3 procent af landevejstiderne, må vi ikke glemme, at talent og træning alene (ja, eller doping selvfølgelig) kan føre utrolige løberesultater med sig. I 1997 forudsagde den amerikanske læge Michael Joyner for eksempel, at et menneske med exceptionelle fysiologiske værdier (VO2 max, tærskel og løbeøkonomi), kunne løbe 1.57.58 på et maraton (tjek min side om fysiologisk data og læs mere om de enkelte punkter). Vel at mærke uden teknologisk assistance. Med dagens carbonsko kan man roligt sætte den grænse tre minutter lavere (eller mere). Kipchoge kunne sikkert have løbet under 1.58 i Wien, hvis de havde sat pace til det - men siger det mest om Kipchoge eller teknologien?

Faktisk er jeg i tvivl om, hvorvidt Kipchoge har fortjent sin status som historiens bedste maratonløber, eller om han "bare" er en (vanvittigt) dygtig løber i overlegne sko. På banen var han i hvert fald langt fra en altdominerende kraft som Bekele på 5 km og 10 km eller El Guerrouj på 1500 m. Hans bedste tid uden Vaporfly-sko er også ”kun” 2.04.00, hvilket er cirka 2-3 % langsommere end 2.01.39. Har han rent faktisk forbedret sig siden den tid, eller responderer han bare godt på sine løbesko?

Uanset om han er historiens bedste maratonløber eller ej, er det et nederlag for løbesporten, at vi skal diskutere det - og ja, vi skal diskutere det! Det vender jeg tilbage til.

Tror du, at Vaporfly er bedre end pigsko på banen?

Ja. Desværre.

I en randomiseret kontrolleret undersøgelse på 24 eliteløbere fandt forskerne en gennemsnitlig forbedring på 2.6 % i løbeøkonomi på den gamle Vaporfly 4 % sammenlignet med Nike Matumbo - Nikes mest solgte pigsko til langdistanceløb. Det er et signifikant resultat, der ikke bare kan forklares med dag-til-dag svingninger i fysiologi.

Man kan også så småt se tendensen i løbemiljøet. I marts vandt Andreas Almgren de svenske indemesterskaber på 3000 m i ny svensk rekord, 7.48 min, iført et par Next% i sin debut på distancen. Han slog forhåndsfavoritten, Kalle Berglund - en dygtig 3000 m løber, der løb i almindelige pigsko - med over 10 sekunder. Herhjemme er de tre hurtigste tider på 5000 m bane i år, 13.52, 13.54, 13.58, alle sat i Vaporfly Next %. Det er også mere reglen end undtagelsen, at nordiske løbere stiller til start i Next% eller Alfafly på 5000 m. På 10.000 m til DM er jeg faktisk spændt på, om vi ser én eneste løber løbe i pigsko.

De nyeste pigsko på markedet er selvfølgelig blevet "opgraderede" med responsivt skum og carbonplade. Ifølge det nye regelsæt fra IAAF må pigsko have op til 25 mm stack height (hvor flade sko må have 40 mm), og Nikes nye pigsko til langdistance og mellemdistance, Dragonfly og Victory, har eftersigende lige præcis det. Flere verdensklasseløbere har også allerede løbet stærkt i dem i 2020: Jakob Ingebrigtsen med 4.50 min på 2000 m og canadiske Mohammed Ahmed 12.47 min på 5000 m. På 25 mm kan der dog ikke pakkes specielt meget skum, så jeg er faktisk ikke sikker på, at pigskoene er bedre end de flade Next% eller Alfafly på banen til distancer på +3000 m. Det bliver interessant at følge med i, når der bliver lavet undersøgelser på det.

Update: Efter udgivelsen af dette indlæg har World Athletics indført forbud mod alle sko (flade og pigsko) med stack height på over 25 mm på banen. Det inkluderer hele Vaporflyserien (4 %, Next%, Alfafly). Reglen gælder med øjeblikkelig virkning, og DAF har offentliggjort, at den også gælder til DM.

Oplever du en mærkbar forskel fra Vaporfly (og Nike generelt) til Brooks?

Jeg har ikke haft mulighed for at prøve Brooks carbonsko endnu, så jeg kan af gode grunde ikke sammenligne dem med Vaporfly. Men det forlyder, at deres nye Hyperion Elite II, der udkommer den 1. august, skulle være meget sammenlignelig med Next% i lab-performance. Jeg skriver måske et blogindlæg om det senere, når jeg har modtaget og afprøvet skoen.

Forhåbentlig kommer der også nogle studier, der sammenligner mærkernes carbonsko, så vi ved, at de er nogenlunde lige gode. Den danske løbetræner Claus Hechmann har lavet et meget sjovt studie på sig selv, hvor han har løbet i nogle af de forskellige carbonsko og målt sin løbeøkonomi med wattmåler. Det er spændende læsning og et godt initiativ - særligt hvis han får udvidet det lidt. Jeg foreslog ham selv, at han skulle inkludere hele sin gode løbegruppe i studiet, så det er bare med at komme i gang, Claus. Aarhusianske Max Boderskov har også lavet et lignende studie på sig selv. Både Claus og Max har nået den samme konklusion: At de andre mærkers carbonsko endnu ikke kan hamle op med Vaporfly. Forhåbentlig er det bare et spørgsmål om tid, før de andre mærker får catchet up, for ellers udgør det et stort problem for løbesporten. Det kommer jeg ind på senere.

Helt generelt er jeg super glad for Brooks træningssko og pigsko, der passer super til mig, men det er selvfølgelig en helt anden snak. Lad os kigge lidt på, hvorfor carbonskoene virker så godt, som de gør, og hvorfor jeg (og andre) mener, de er dårligt nyt for sporten.

Derfor virker Vaporfly så godt

Det her bliver lidt langhåret, så hvis du ikke interesserer dig for det tekniske, kan du roligt springe det her afsnit om ingeniørkunsten i Vaporfly over. Men det er nice to know viden, du kan blære dig med i løbeklubben, når snakken uundgåeligt falder på carbonsko.

Det forholder sig nemlig sådan, at det ikke kun er carbonpladen i Vaporfly, der giver effekten (faktisk er det heller ikke carbonpladen i sig selv, men carbonpladens krumning), men fire ting, der (måske) virker i synergisme:

1: Et mellemsålsmateriale med lav densitet og god energireturnering – ZoomX

Menneskefoden opfører sig viskoelastisk. Det betyder, at de elastiske fibre i senespejlet i fodkurvaturen ikke er perfekte fjedre, men taber en del af energien ved impact som varme.

Mellemsålsmaterialet i løbesko fungerer i princippet på samme måde - bare mindre effektivt. EVA skum, som er det materiale, vi har brugt i løbesko de sidste 30-40 år, energireturnerer for eksempel kun omkring 60-65 %, hvorimod de elastiske fibre i foden kan returnere op mod 80 %. Så skulle man tro, at det er mere energieffektivt at løbe barfodet end i løbesko, men sådan er det ikke. Stødabsorberingen ved barfodsløb kræver nemlig meget mere muskelaktivitet end løb i selv tunge løbesko (Tung, 2014).

Til Vaporfly udviklede Nike imidlertid en helt ny skumtype baseret på såkaldte "Pebax polymerer" med en energireturnering på hele 85 %. Ca. 20 % bedre end det konventionelle EVA. Og endnu bedre end evolutionen.

Der er imidlertid et stort men. Man kan nemlig ikke sætte lighedstegn mellem energireturnering og løbeøkonomi (medmindre man sidder i en marketingafdeling for et skofirma, måske). Stik imod al logisk sans returnerer fødderne nemlig mindre energi, efterhånden som vi bevæger os ved højere hastigheder. Faktisk ned til så lidt som 50 % ved hurtigt løb. Man ved ikke hvorfor, det forholder sig sådan, men en hypotese er, at den lavere energireturnering forlænger kontakttiden med jorden, så foden kommer i en mere stabil position før push-off fra jorden. Det gør det muligt at aktivere de store lægmuskler bedre og giver (måske) større energibesparelser end en højere energireturnering (Luke A. Kelly, 2018).

Høj energireturnering er med andre ord ikke nødvendigvis lig med større energibesparelse.

Noget, Adidas lærte på den hårde måde, da de i 2013 lancerede deres Boost teknologi baseret på TPU (termoplastisk polyuretan, der også bliver brugt i Mondo og Tartan baner). I laboratoriet gav TPU 75 % energireturnering, men i praksis kunne det ikke omsættes til signifikante resultater på løbeøkonomien.

Den store fordel ved Pebax er derfor nok snarere materialets lave massefylde end energireturneringen. Vægt koster nemlig direkte på løbeøkonomien. Nærmere bestemt 1 % per 100 gram en sko vejer (Joel T. Fuller, 2014). Det har løbetrænere mere eller mindre vidst siden starten af 60’erne, hvor den karismatiske Oregon-træner Bill Bowermann stjal sine løberes løbesko i omklædningsrummene for at sy dem om med lettere materialer (han prøvede eftersigende alt fra kænguruskind den ene uge til torskeskind den næste). Fokus for løbeskofirmaerne har derfor været at barbere vægten på konkurrenceskoene ned de sidste 30-40 år med lettere materialer. Det letteste par løbesko i dag vejer kun omkring 140 gram, 70 gram/stk. Den lave massefylde gør, at Pebax kan pakkes tæt på et meget lille volumen og dermed give gevinst på Y (energireturnering) uden tab på X (vægt) (Ross Tucker, podcast).

2: En carbonplade med speciel krumning (som Nike har patenteret)

Fidusen ved overhovedet at have en carbonplade i løbesko er, at den forhindrer løberen i at flekse i leddet mellem den mediale rørknogle i foden og storetåknoglen (MTP-leddet). Af grunde vi ikke helt forstår, sparer det energi (Jean Pierre Roy, 2006). Det har man sådan set vidst i mange år. Faktisk har Adidas haft deres CARBITEX carbonplade i deres Adizero sko siden midten af 80’erne. Mange ved ikke, at Haile Gebreselassie satte verdensrekord på maraton i 2007 (2.04.26 timer) i en Adidassko med carbonplade.

De gamle, og flade, carbonplader virkede bare ikke særlig godt. De sparede måske nok energi ved MTP-leddet, men de øgede til gengæld energitabet ved anklen, fordi lægmusklerne skulle arbejde hårdere for at rotere i ankelleddet (Keonyoung, 2017). Nettogevinsten var i det store og hele nul. Ved at bøje carbonpladen på en helt særlig måde formåede Nikes ingeniører imidlertid at bevare energibesparelsen i MTP-leddet uden at tabe energi ved anklen. Den krumning tog Nike patent på.

Hoogkamer, manden bag det berømte Colorado-studie på Vaporfly, har også en hypotese om, at der opstår en form for synergisme mellem det responsive skum og den rigide carbonplade. Måske ligesom de elastiske fibre i aponeurosen i fodkurvaturen virker i samspil med de rigide/stabile knogler.

3: Høj stack height på skoen giver en forlængelse af underbenet.

Stackhøjden/sålhøjden på næsten 36-40 mm for Vaporfly kollektionen giver en forlængelse af underbenets længde på 2-3 cm sammenlignet med almindelige sko. Det har effekt på løbeøkonomien, fordi iltforbrug og benlængde er invers forbundne størrelser. I hvert fald i teorien.

Reelt set ved man nemlig ikke, om benforlængelsen har effekt på løbeøkonomien, fordi det er umuligt at lave interventionsforsøg på mennesker, hvor man undersøger testpersonens løbeøkonomi med hhv. korte og lange underben. Indlysende nok. Men i dyreriget ved man, at længere ben er lig med lavere (massejusteret) iltforbrug - elefanten er for eksempel et af de dyr, der bruger mindst energi per skridt per kg kropsvægt. Derfor er det en rimelig deduktion, at øget stack height på skoen, giver bedre løbeøkonomi.

4: Return energy without energy cost

Som tidligere nævnt har ZoomX nogenlunde de samme viskoelastiske egenskaber som fodkurvaturen - den gør bare fjederarbejdet (en del) bedre. Derfor er der mange, der bruger argumentet, at "benene jo stadig skal gøre arbejdet i Vaporfly for at løbe hurtigere". Det er bare ikke rigtigt. Normalt væv kræver nemlig energi for at bevare den optimale muskelspænding, der skal til for at returnere energi til underlaget. Det kræver Vaporfly ikke (indlysende nok), fordi skum og carbonplade er et stykke utrættelig mekanik (der kan skiftes ud for 2250 kr., når det er slidt). Det er "return energy without energy cost", som Geoff Burns (der har en phd. i biomekanik) udtrykker det: Du bevæger dig 2.7 % hurtigere i gennemsnit, selvom du lægger den fuldstændig samme mængde energi i arbejdet, som du gjorde uden skoen.

Og hvad så? Er det ikke bare fedt, vi alle sammen løber hurtigere? Lad os kigge lidt nærmere på, hvorfor ovenstående er et problem.

Derfor er carbonsko et problem

Der er to primære problemer ved Vaporfly/carbonsko. Det ene er, i min optik, større end det andet. Vurder selv:

Problem 1: Hvad med dem, der ikke kan løbe i Vaporfly

De 4 % forbedring i løbeøkonomi fra Nikes carbonsko til den næstbedste konkurrencesko udgør et problem i sig selv, fordi den forskel alene kan betyde forskellen på at vinde OL på maraton og på at slutte udenfor top-30. Det skævvrider konkurrencen for atleterne til de store mesterskaber. Det bedste/værste eksempel på det er OL 2016 i Rio, hvor de bedste Nike atleter løb i Vaporfly 4 % prototyper (bl.a. top tre på herresiden). Jeg læste en god artikel om det på Letsrun, hvor journalisten Robert Johnson argumenterer for, at Eliud Kipchoge og Galen Rupp (hhv. nr. 1 og 3) skulle fratages deres medaljer, fordi de gjorde sig skyldige i mekanisk doping ved at løbe maratonløbet i de prototyper. Det kan man være enig eller uenig i, men man kan ikke mene andet end, at alle løbere skal have adgang til sko, der er lige gode. Altid.

Derfor håber jeg, at de andre løbeskofirmaer får lavet carbonsko, der er lige så gode som Nikes Vaporfly kollektion. De fleste mærker har allerede sendt deres bud på markedet, hvor de har forsøgt at omgå Nikes patent på carbonpladekrumningen enten innovativt eller juridisk (for eksempel ved kun at have en carbonplade i 3/4 af skoens længde). Hvad det angår, er jeg rimelig fortrøstningsfuld. Der er så mange penge i den verden, at de andre mærker nok skal lave carbonsko, der er lige så gode, selvom de måske halter efter for tiden. De laver dem måske endda bedre. Det er dog ikke ubetinget positivt. Snarere tværtimod. Kapløbet om at lave de bedste carbonsko er virkelig trist nyt for sporten, men det kommer jeg ind på senere.

Problem 2: Vi responderer forskelligt på carbonsko

Det er tilsyneladende forskelligt fra løber til løber, hvor meget man vinder på at løbe i skoene. Nogle vinder rigtig meget - op mod 6 % for den første Vaporfly og 8 % for Next% (forlyder det, men jeg kan ikke finde undersøgelser på det). Andre væsentligt mindre. For eksempel kun 2 % eller 1 %. I et enkelt studie var der endda en forsøgsperson, der ingen effekt havde af skoene. Fælles var dog, at ingen løbere fik en ringere løbeøkonomi af skoen.

Noget tyder på, at løbere, der lander på hælen og har en høj skridtfrekvens, vinder mest, men de fleste langdistanceløbere lever op til de kriterier. Måske skal forskellen findes i små medfødte forskelle i eksempelvis impact-fasen (bare sammenlign slidmærker under skoene - ikke to løbere lander på samme måde), eller i forskelle i vægt, benlængde, styrke mm. I sub 2 projektet skræddersyede Nike netop carbonpladens stivhed til atleterne, fordi der var individuelle forskelle i respons (Glen Lichtwark, 2017). Måske vinder hurtige løbere mest, fordi den naturlige energireturnering bliver mindre, efterhånden som vi løber hurtigere (derfor får de relativt mere ud af den mekaniske fjeder i skoen ved højere hastigheder); måske vinder langsommere løbere mest, fordi forholdet løbeøkonomi/energireturnering er bedst ved lave hastigheder. Vi ved det ikke med sikkerhed.

”Hvorfor” er heller ikke så vigtigt som ”hvad så”:

To løbere, der ellers er ens på alle andre parametre, kan nu svinge med 5.4 % i performance (8 % i løbeøkonomi gange 0.67) udelukkende afhængigt af, om de er high- eller low responders på Vaporfly. Det er op til 8 min på et maraton! I hvert fald teoretisk. I praksis vil effekten selvfølgelig være mindre, fordi majoriteten vil lægge indenfor 1-2 % af hinanden (da de fleste vil respondere). Selv 2-3 % forskelle skaber imidlertid et kolossalt integritetsproblem i løbesporten, fordi teknologien i så fald er så god, at den kan ophæve det naturlige skel mellem to løbere. Læs: Løber A, der før løb 2.12 på maraton, løber nu 2.09 på maraton med Vaporfly. Han slår løber B, der tidligere kunne løbe 2.11 på maraton, men nu "kun" løber 2.10, fordi han er low-responder på Vaporfly.

Skoene er med andre ord blevet determinerende for løbsudfald på lige fod med de faktorer, vi normalt tilskriver den bedste løber: Fysiologi, mentalitet og taktik. Det er ikke bare et problem for de superstjerner, der løber under 2.05 på maraton og kæmper med om medaljerne til OL, men for alle løbere, der fejrer personlige rekorder som personlig fremgang. For kan vi med sikkerhed vide, om vi har forbedret vores fysiologi, taktik eller teknik sammenlignet med den løber, vi var, før vi iførte os et par Vaporfly?

Jeg har tit hørt indvendelsen, at det jo ikke er noget nyt, at vi responderer forskelligt på løbesko og kost mm., men den sammenligning er ikke helt fair. Man har aldrig tidligere lavet konsekvente signifikante resultater på løbesko, der ikke bare kunne forklares med dag-til-dag svingninger i fysiologi (så skal vi i hvert fald helt tilbage til tidernes morgen, hvor gummiproducenterne besluttede sig for at lave såler). Og jeg vil gerne se det (rigtige) studie, der viser, at du vinder 4 % på løbeøkonomien ved at drikke rødbedejuice.

Med Vaporfly står vi for første gang nogensinde i løbesporten med et stykke teknologi, en løbesko, med en dokumenteret effekt, der er så stor og utilregnelig, at den skaber et problem for sportens integritet. Det er vi nødt til at forholde os til.

Den dystopiske forudsigelse: Carbonsko kommer til at definere løbetalent

I 2008 lancerede svømmefirmaet Speedo en ny svømmedragt, LZR, med paneler af polyuretan, som nedsatte drag i vandet. Dragten var så god, at Speedos atleter bogstaveligt talt ryddede medaljebordet ved OL i Beijing. De satte desuden 25 verdensrekorder og slog alle olympiske rekorder med undtagelse af to. Det satte gang i et våbenkapløb mellem svømmemærkerne, hvor dragterne blev vildere og vildere: Et svømmemærke lavede en dragt af 100 % polyuretan; et andet eksperimenterede med så tætsiddende dobbeltdragter, at svømmerne eftersigende skulle skæres ud af dem efter konkurrence. Svømmernes fysik begyndte hurtigt at tilpasse sig dragterne, fordi et større overfladeareal gav større udbytte. I 2009 var den gennemsnitlige topsvømmer højere og tungere end i 2008. Teknologien havde med andre ord ændret definitionen af svømmetalent. Efter VM i 2009 - hvor 43 verdensrekorder blev slået - skred FINA ind og forbød dragten for at ”bevare svømmesportens integritet”.

Lyder det bekendt? Lad mig spørge sådan her: Hvilken løber vinder OL 2021 på maraton? Det fysiologiske unikum eller den (dygtige) løber, der også responderer 6 eller 8 % på sin carbonsko? Har sidstnævnte løber så mest talent, hvis han/hun vinder? Kan han/hun retmæssigt kalde sig verdens bedste løber?

Undervejs i min research til det her indlæg, bl.a. ved at læse en del af Ross Tuckers gode debatindlæg om emnet, kom jeg til at tænke på Tyler Hamiltons bog ”The secret race”, som jeg læste for et par år siden. Nærmere bestemt husker jeg én passage, hvor Tyler beskrev, hvordan dopinglægen Michelle Ferrari udvalgte cykelryttere på baggrund af deres blodprofil: Hvis de havde en lav naturlig hæmatokritværdi, kunne de nemlig få større udbytte af EPO uden at overskride WADA’s arbitrære hæmotokritgrænse for bloddoping. Et fysiologisk irrelevant tal fik på den måde enorm betydning for måling af talent i cykelsporten i en periode. I fremtiden, hvis udviklingen fortsætter, er det så utænkeligt, at løbeteams - måske dem, hvis moralske kompas ikke altid peger mod nord - begynder at selektere talent ud fra et ligeså fysiologisk irrelevant tal – nemlig om de er high-/ eller low responders på carbonsko?

Eller er det bare dystopi?

En sidenote om skadesrisiko i carbonsko

En sidste pointe, der måske er mere filosofisk end den er faglig, er faren ved at have designet en sko, der er så relativt indgribende i vores måde at løbe på. De fleste løbesko er såkaldt isotrope, dvs. designet, så foden kan bevæge sig på sin naturlige måde i alle retninger i skoen. Carbonpladen i Vaporfly tilfører imidlertid skoen et anisotropt element: Den rykker sig ikke en tomme, når den bliver udsat for fodens kræfter, fordi dens funktion er at stoppe MTP leddets fleksion (Geoff Burns). På den måde ændrer den fodens normale bevægemønster, der er udviklet og fintunet til langdistanceløb gennem hundredtusindvis af års evolution (det forlyder jo, at vi overlevede som art, fordi vi var mere udholdende end gazellerne på savannen i tidernes morgen). Det er måske derfor, at mange løbere oplever at løbe anderledes, når de får Vaporfly på. Jeg ved godt, at vi allerede laver lignende invasive indgreb med almindelige løbesko i form af pronationssko, men det er måske værd at tænke på, at carbonsko ikke er udviklet i noget terapeutisk øjemed, som pronationssko trods alt er (hvor forfejlet den terapi så end er). Carbonsko er udviklet med ét formål: At ændre skadesfri løberes måde at løbe på for at optimere performance. Og det er stik imod World Athletics' retningslinjer, der siger, at en sko kun skal tjene det formål at beskytte fødderne.

Når det er sagt, har jeg selv trænet en hel del i den gamle Vaporfly-model i 2019 uden at blive skadet - jeg følte faktisk, at skoen skånede mine ben på de lange tempoture. Det er nok også tvivlsomt, at vi nogensinde bliver klogere på emnet, for det er enormt svært at lave den slags studier. Løbere bliver jo skadet hele tiden – oftest fordi de træner for meget eller forkert - så det er svært nogensinde at sætte lighedstegn mellem løbesko og løbeskader. Derfor er det også bare en sidenote. Lad os gå videre.

Fremtiden med Vaporfly: Goddag til våbenkapløb, farvel til sammenlignelighed

Kinetikprofessoren Geoff Burns fremførte en virkelig interessant pointe i podcastet med Ross Tucker: Nemlig at World Athletics burde have reduceret den maksimalt tilladte stack height til 20 mm (som er cirka det samme som de konventionelle lette konkurrencesko), fordi det ville sænke det råderum, hvori der kunne pakkes skum og laves ingeniørkunst. På den måde mente han ikke, at skoene nogensinde kunne blive så gode, at forskellen mellem high- og low responders blev mere end maksimalt 1-2 %.

Det gjorde World Athletics imidlertid ikke. Efter Kipchoge løb 1.59 i Wien skred det internationale atletikforbund ind med følgende regulativer:

En maksimal stack height på 40 mm for flade sko
Maksimalt én plade af carbon eller lignende materiale.
Maksimal stack height på 25 mm for pigsko (oprindeligt 30 mm, men World Athletics offentliggjorde ændringen til 25 mm i går).
En regel omkring prototyper

Reglen om de 40 mm gjorde mig lidt forarget. Den tillod nemlig lige præcis hele Nikes Vaporflyserie (inkl. den nye Alfafly, der udkom få uger efter lovgivningen med en stack height på præcis 40 mm). Det lugtede af lobbyisme - og ikke på den gode måde - hvis du spørger mig. Jeg blev dog også lidt lettet og tænkte: "Ja, ja, så stopper det da gudskelov ved den her Alfafly. Lad os nu bare løbe". Men efter at have dykket ned i det, er jeg desværre bange for, at det ikke er tilfældet. Jeg frygter, World Athletics har kridtet op til et våbenkapløb, hvor carbonskoene kun kan blive vildere og vildere. Der er nemlig først og fremmest mere, der kan vindes i ren innovation og ingeniørkunst (bare kig på de airpods, Nike fik lagt ind i Alfafly, der eftersigende kunne øge energireturneringen yderligere til 90 %), ligesom der er meget at vinde i udviklingen af løbeskoens geometri, for eksempel bredden af hælkappen. Sidstnævnte ved jeg, mit eget mærke Brooks eksperimenterer meget med i deres Hyperion Elite II.

Når det er gjort, kommer næste fase, der kan blive lidt af en guldgrube for skofirmaerne (det her er selvfølgelig bare min egen forudsigelse): Individualisering af carbonpladens stivhed, så den passer perfekt til din løbestil og kropskomposition (vægt, benlængde, styrke etc.). Sidenhen måske endda til én specifik hastighed. Løbehastighed ændrer nemlig muskelaktiveringen og dermed hele energireturneringsmønsteret i det plastiske biologiske væv, og det kan den rigide carbonplade ikke omstille sig til. Derfor er det ikke svært at forestille sig en fremtid, hvor carbonpladen bliver tunet til din drømmetid på maraton - det kunne for eksempel være 2.09.42 eller 3.07 min/km (ny dansk rekord med 1 sekund). Du kunne også få en sko, der var tunet til 5000 m på 13.24 (også ny dansk rekord), 10.000 m på 27.54 osv.

Hvad skal sådan en skræddersyet sko koste? 5000 kr? 10.000 kr?

Det ironiske ved hele situationen er, at det internationale atletikforbund har stået i præcis samme situation tidligere og truffet et helt anderledes valg. I 1957 mødte den russiske højdespringer Yuri Stepanov op til et stævne i Helsinki i nogle mærkværdige sko med meget tykke såler (eftersigende ca. 40 mm). Journalisterne til stede beskrev skoene som små trampoliner, da Stepanov slog verdensrekorden med et spring på 2.16 m. Det internationale atletikforbund skred hurtigt ind, forbød skoene og lavede en regel om, at såltykkelsen for springdiscipliner maksimalt måtte være mellem 12-19 mm. Den regel står stadig i dag.

Det går over min forstand, at World Athletics ikke greb lignende ind og kvalte problemet ved fødslen, da det kom frem, at Nikes atleter havde løbet i Vaporfly prototyper ved OL i Rio. Men okay, det er også nemt at være bagklog, og det virker som om, de er ved at vågne op i det internationale atletikforbund. Heldigvis. I pressemeddelelsen i går offentliggjorde de for eksempel, at de nedsætter et uafhængigt udvalg, der skal kigge på fremtiden for løbeskosteknologi efter OL i Tokyo. Det skulle de selvfølgelig havde gjort for længe siden, men bedre sent end aldrig. Jeg håber, de kommer frem til noget ala det Geoff Burns foreslår. Eller et totalt forbud mod carbonsko ligesom FINA gjorde med svømmedragterne. Det er ikke for sent, det kræver bare mod og viljestyrke.

Note: Bandlysningen af Vaporfly på banen er også et stort skridt i den rigtige retning for World Athletics.

Hvad vi kan gøre som løbere: Refleksion, refleksion, refleksion

Jeg vil skynde mig at sige, at mit indlæg ikke skal læses som et angreb mod de løbere, der løber i Vaporfly eller carbonsko. Jeg har også selv løbet i dem, og det kommer jeg også til at gøre fremadrettet (altså i Brooks Hyperion Elite). At skoene eksisterer og vender op og ned på sammenligningsgrundlaget i løbesporten, er ikke vores skyld, men af respekt for løbesporten og vores løbekollegaer, både nutidige og fortidige, kan vi blive bedre til at reflektere over det. Den holdning ytrede coach Morten i et podcast med Lasse fra Trioraklet for nogle uger siden, så det er ikke min egen idé - men jeg bakker 100 % op om den!

Personligt er jeg ikke noget godt eksempel på en løber, der reflekterer offentligt over situationen. Jeg har løbet i carbonsko (Next%) to gange, før jeg indgik sponsorat med Brooks i begyndelsen af marts: Nytårsløbet i Aarhus, hvor jeg løb 14.18 min (læs om det i januar træningsdagbogen), og Monaco 5 km, hvor jeg satte min (nu fhv.) danske rekord på 14.04 min (bruttotider) (læs om det i februar træningsdagbogen). Ingen af de to gange kom jeg ind på, at jeg havde løbet i carbonsko og betydningen af det. Det burde jeg have skrevet offentligt på Instagram og på bloggen, for løbesporten i sig selv, og rekorder i særdeleshed, er baseret på et sammenligningsgrundlag med både tidligere generationer, vores kollegaer på løbebanen og os selv. Jeg har selvfølgelig diskuteret det med Morten og Mikael og aldrig lagt skjul på, at jeg løb i dem, men der er også brug for offentlig refleksion.

Andre løbere er mere ærlige i deres offentlige refleksioner end mig. Jeg følger for eksempel to hollandske løbere på Instagram, Mike Foppen og Jesper van der Wielen, der begge løb ret hurtige tider i Next% tidligere på året. Foppen løb 13.41 på en solo 5 km i en park under Lockdown-tiden, og van der Wielen 28.41 på landevej umiddelbart efter en lang skadespause. De var glade og stolte over deres tider – med rette - men tilføjede begge i deres opslag på Instagram, at de godt vidste, det var specielle tider med henvisning til deres sko. Med en kort linje viste de, at de var bevidste om, hvad der skete i løbesporten. Og at de var ydmyge omkring det. Mere skal der ikke til, hvis du spørger mig.

Medmindre der er stemning for et masseboykot, selvfølgelig? Hæhæ.

Disclaimer:

Min umiddelbare reaktion, da jeg fik Martins spørgsmål, var "shit". For hvordan kunne jeg nogensinde besvare spørgsmålet kritisk uden at fremstå enten hyklerisk (fordi jeg selv har løbet i carbonsko) eller inhabil (fordi jeg er sponsoreret af Brooks)? Jeg er ikke engang biomekaniker, ortopæd eller fysiolog - bare en løber med personlig og akademisk interesse i emnet. Jeg har selvfølgelig gjort mit bedste for at researche så objektivt som muligt for at lave det her indspark til debatten, men jeg er ikke ekspert, og jeg er ikke neutral.