Fysiologisk data

Her på siden finder du al tilgængelig fysiologisk data på mig.

De fleste data stammer fra 18/19 sæsonen, hvor jeg deltog i et specialeprojekt om eliteløberes træning frem mod VM cross i marts 2019 og fik lavet fire tests ifm. det. I 2012, op til den sæson, hvor jeg for alvor slog igennem som juniorløber, fik jeg også lavet en test sammen med Team Danmark. Fremtidige tests kommer også herind.

Maksimal iltoptagelse, VO2max, er et meget vigtigt fysiologisk tal. Det fortæller kort sagt, hvor meget ilt kroppen maksimalt kan optage og forbruge per minut, når kredsløbet bliver presset til det yderste. Det måles som differencen mellem ilt i indåndings- og udåndingsluften og kræver professionelt udstyr.

VO2max var gold standard for løbetalent i gamle dage, men i dag ved man, at løbetalent er en langt mere nuanceret størrelse. Nogle af de bedste langdistanceløbere i verden har f. eks ikke exceptionelt høje VO2max tal. Derfor er løbetalent nok snarere et resultat af god løbeøkonomi, altså hvor energieffektivt man bevæger sig ved race-pace. I litteraturen fylder VO2max dog stadig meget, fordi det er lineært forbundet med ydeevne for 'almindelige mennesker' så at sige. Derfor er det meget anvendeligt i sundhedsvæsenet.

Bemærk, at de 6012 mL er lidt af en statistisk outlier. Jeg har snakket med Dan Olesen om det (der stod bag specialeprojektet), og han mener, der er tale om en målefejl.

Konditallet er noget, de fleste kender til. Det sætter føromtalte maksimale iltoptagelse, VO2max, i relation til kropsvægten og giver dermed et mere reelt billede af iltoptagelseskapaciteten.

Det er dog et kunstigt tal, eftersom man kan manipulere det bare ved at ændre sin vægt. Taber man sig, stiger tallet og vice versa.

Mit kondital og min VO2max svinger uforholdsmæssigt meget i ovenstående undersøgelser, hvilket tyder på måleusikkerheder. Jeg tror dog, at mit reelle kondital ligger på omkring de 78, hvilket er meget normalt for eliteløbere. Visse langrendsløbere har registreret kondital så høje som 95.

Maksimal ventilation er ikke et tal, man ofte støder på i træningslitteraturen, og det er der en god grund til. Idrætsfysiologisk set er det nemlig ikke særlig brugbart at vide, hvor meget luft man kan trække ind under maksimalt arbejde. Det interessante er at vide, hvor meget af luften der bliver optaget som brugbar ilt til musklerne, og det måler vi jo som VO2max.

Alligevel har jeg taget den maksimale ventilation med, fordi jeg synes, det er interessant at tænke på, at kredsløbet kan presses til at ventilere hele 200 L i minuttet. Det siger noget om, hvor hårdt respirationsmuskulaturen i overkroppen arbejder, når vi løber ved høje intensiteter.

Maxpulsen beregner man groft sagt som 220 minus alder, så baseret på den formel burde min makspuls være ca. 195 bpm (beats per minute). Testene viser imidlertid, at min reelle maxpuls er ca. 200 bpm. Det kan vi bruge til at fastlægge pulszoner, så det er vigtigt at få lavet en gang imellem. Det passer i øvrigt meget godt med, at min makspuls er faldet ca. 10 slag gennem de sidste otte år.

Her ses forskellene i min vægt under testene. De tidspunkter jeg var i bedst form, var sandsynligvis test 2 og 4, der lå hhv. midt i banesæsonen 2018 og lige efter VM cross 2019. Det tyder på, at min nuværende "kampvægt" er omkring 72-73 kg.

Under normale omstændigheder havde jeg nok bare skrevet min højde, men jeg synes alligevel, det er lidt sjovt at se, at jeg er gået fra 183.5 cm til 182.5 cm indenfor 9 mdr. Det lyder jo som en målefejl, men det er det sandsynligvis ikke.

Alle mennesker er nemlig højere, når de står op om morgenen, end når de går i seng om aftenen, fordi rygsøjlen bliver presset sammen i løbet af dagen. I løbet af natten "folder" diskus sig så ud igen, og man når sin normale højde igen. Det passer faktisk med, at de første to tests til Dans specialeprojekt, hvor jeg målte 183.5 cm, blev lavet om formiddagen, mens den sidste test, hvor jeg målte 182.5 cm, blev lavet sidst på eftermiddagen. Jeg var selv sikker på, at Dan tog røven på mig for at drille, men det gjorde han ikke. Jeg var simpelthen blevet lavere.

Husk det, når du skal have taget pasbillede.

Læs min testrapport fra 2012

Her kan du se min testrapport fra 2012. Testen bestod først af en submaksimal test, hvor min laktatkoncentration blev målt ved stigende hastigheder for at give et overblik over min løbeøkonomi (det var den slags test, hvor løbefænomenet Jakob Ingebrigtsen eftersigende nåede omtrent 22 km/t i 2018, før han begyndte at få en eksponentiel laktatstigning).

Sjovt nok, er det faktisk ikke laktaten, der sætter begrænsningen for arbejdskapaciteten, selvom det altid er den, vi refererer til, når vi siger, at vi syrede til på opløbet af det vigtige 1500 m løb. Det er derimod akkumulationen af kalium uden for muskelcellerne under hårdt arbejde, der er årsag til muskeludmattelsen (blandt andet - der er også flere andre ting, der spiller ind).

Kalium ophobes uden for cellen under hårdt arbejde, fordi den membranpumpe, der normalt pumper kalium tilbage i cellen - den berømte Na/K pumpe, der blev opdaget af Jens Christian Schou på Aarhus Universitet (og gav ham nobelprisen) - begynder at svigte (det er i hvert fald en del af forklaringen). Konsekvensen af kaliumforskydningen er, at muskelcellernes overfladespænding ændrer sig, så de får sværere ved at reagere på nervestimulus.

Frank De Paoli var en af de forskere fra AU, der afdækkede det. Han var også vores holdunderviser på fysiologi på fjerde semester på medicin og rettede vores eksamener, så han understregede flere gange op til, at det var en dødssynd at skrive, at laktatophobning satte begrænsning for den fysiske præstation, hvis der kom et spørgsmål om idrætsfysiologi.

I praksis, for os som eliteløbere, er det dog ikke super vigtigt at vide (bare nice to know, selvfølgelig). Selvom laktat ikke som sådan forårsager udmattelsen, er det nemlig stadig et godt mål for, hvornår kredsløbet ikke længere kan følge med det stigende arbejdskrav. Derfor bruger mange træningsgrupper - i hvert fald de rige af dem - ofte laktatmåling til at måle træningsintensiteten.

Den fysiologiske test sluttede med en all-out effort for at finde VO2 max. Den foregik ganske enkelt ved, at jeg skulle løbe på den hastighed, jeg sluttede med i den submaksimale test, men med støt stigende hældning indtil failure. Modbydeligt, men effektivt.

I forbindelse med Dans specialeprojekt - de sidste fire tests - var metoden lidt anderledes, men baseret på nogenlunde samme princip med en submaksimal del og en maksimal del (dog uden stigende hældning på den sidste del).

Mod på mere data?

Træt af de tal?