Dengang vi (næsten) vandt Almindøl-stafetten i Silkeborg

Efter sæson 2015 inviterede jeg Mikael og Jacob Simonsen til Silkeborg, så vi sammen kunne løbe byens berømte ølstafet rundt om Almindsø (ikke at forveksle med Almindsø-stafetten, der bærer næsten samme navn, men er et helt andet koncept). Jacob og jeg går way back, som du måske ved. Vi mødte hinanden til mit første crossløb i 2010 og blev hurtigt gode venner efter det. I ungdomselitemiljøet dengang var vi vildt gode til at arrangere ting sammen, for eksempel lavede vi flere år i træk sommerhustur/minitræningslejr i Kasper Skovs sommerhus på Fur, så vi blev tætte. Historien om Mikael og mig kender du. Vi var lynhurtigt blevet pot og pande efter vores første møde i Randers nogle måneder forinden.

Almindøl-stafetten går kort fortalt ud på, at et hold bestående af tre mand, eller fire kvinder, skal transportere en kasse øl (30 øl a 33 cl) rundt om Almind Sø, der er ca. 4 km. Når kassen er transporteret hele vejen rundt, og alle øllerne er drukket, er man i mål og får registreret sin tid. Vinderholdet får en kontant præmie på 5000 kr., og det er winner takes it all. Der er ikke så meget som en trøstebajs til andenpladsen - eller til det hurtigste kvindehold for den sags skyld. Sidstnævnte er egentlig meget lidt 2020-agtigt, så det var nok blevet ændret, hvis stafetten stadig havde eksisteret i dag (hvilket den, desværre, ikke gør).

Jeg havde deltaget i stafetten én gang før med to gutter fra gymnasiet, Emil og Christian. Vi var kun lige akkurat sluttet i top 10, så vidt jeg husker, selvom vi havde haft et godt hold. Emil og Christian var i hvert fald nogle ordentlige brød og gode til at drikke øl, og jeg mindes heller ikke, jeg trak holdet ned; jeg var jo trods alt god til at løbe og mega konkurrencemenneske. Det siger måske lidt om konkurrencen til den stafet. Vinderne var i øvrigt næsten altid tre eliteroere fra Silkeborgs akademi, der kunne løbe 20-22 minutter.

For at lodde stemningen spurgte jeg Mikael og Jacob, om de ikke hellere ville være med til at tage den med ro, så vi kunne hygge os med de øl ude på ruten? Måske køle dem lidt ned, så de smagte bedre? Det forslag blev Jacob dybt forarget over. Han mente overhovedet ikke, det kunne komme på tale! Bajerne skulle være håndlunkne, så de lettere gled ned, og målet skulle pinedød være at vinde! Ellers gad han fandme ikke! Det var Mikael hurtig til at bakke op om. Fint nok, tænkte jeg. Så går vi efter det.

Vi døbte vores hold "InItToWinIt" og tømte garderobeskabet for alt, der hed noget med "kompression-" for at se mest muligt aerodynamiske ud. Det mente vi, kunne intimidere konkurrenterne.

Da vi kom ud på pladsen ved Østre Søbad, insisterede Jacob på, at vi skulle løbe en opvarmningsrunde rundt om søen. Vi var selvfølgelig det eneste hold, der gjorde det, og de andre hold af gymnasieelever og efterskoleelever, der nok mere havde trænet øldrikning end løb i månederne op til, gjorde store øjne, da de så os løbe forbi. Allerede tidligt blev der således lagt mærke til team InItToWinIt. Jeg forklarede drengene, at roerne altid brugte en taktik, hvor de holdt kassen i bevægelse hele tiden. Det gjorde de ved, at to fra holdet løb med kassen, mens den tredje mand drak øl. De roterede så løbende. Det var smart, blev vi enige om, og vi aftalte at gøre det samme: Jeg skulle starte med at drikke to øl i startområdet, mens Jacob og Mikael transporterede kassen, så langt de kunne nå i mellemtiden.

I bagklogskabens lys var det nok ikke den bedste taktik. Dels fordi jeg ikke drak de to øl specielt hurtigt, og dels fordi Jacob og Mikael var long gone med kassen, da jeg endelig satte efter dem. Faktisk indhentede jeg dem først halvvejs rundt om søen, fordi de havde løbet omkring 4.00 min/km tempo. Da jeg endelig, forpustet, nåede op til dem, var vi flere minutter foran roerne, men med 27 fulde øl tilbage i kassen. Jacob havde nemlig formået at drikke en øl, mens han løb 4.00 tempo med kassen. Han kiggede skuffet på mig.

Da først Jacob, og dernæst Mikael, drak deres runder måtte jeg forbløffet se i øjnene, at mine holdkammerater var langt bedre til kampdruk end mig. 'De glider let ned', kan jeg huske, Mikael konstaterede efter sin første øl omkring Vestre Søbad. Han råbte, at vi bare kunne løbe med kassen, så skulle han nok drikke resten af vejen. I mellemtiden gik Jacob i en slags øl-zen. Uden at slippe kassen fik han tyllet i hvert fald 4-5 øl på de sidste 2 km. Det talent til at løbe og drikke på samme tid har han sidenhen udnyttet til at løbe fænomenale 5.43 min på beer milen (1609 m og 4 øl). Jeg ved ikke, om det er danmarksrekord, men det er i hvert fald meget tæt på.

Trods det langsommere tempo på sidste halvdel af ruten kom vi over målstregen på omkring 18 minutter (dvs. 4.30 min/km). En fantomtid! Tilskuerne var målløse, og der lød hvisken om, at vi havde snydt og ikke løbet en hel omgang. Det havde selvfølgelig ikke noget på sig - vi var blevet set ved alle checkpoints. Til gengæld havde vi omtrent 12 hele øl tilbage i kassen ved målområdet, så vi fik pludselig rigtig travlt med at drikke bajere. Vi nåede at blive færdige kort før, eliteroerne kom over stregen, så vi troede selvsagt, vi havde vundet. Glæden blev imidlertid vendt til skuffelse en halv time senere, da vi fik at vide, at det ikke var tilfældet alligevel. Sjatter gav åbenbart strafsekunder, og dem havde vi haft mange af i resterne af vores øl. Æv!

På afjoggen, da vi havde samlet tankerne, blev vi enige om, at der nok var tale om korruption og match-fixing i Totonero-klassen (ja, vi joggede selvfølgelig af). 'Så mange sjatter havde vi ikke!', udbrød Mikael. 'Roerne hældte deres sjatter ud!', bakkede Jacob op. 'Snyd! Humbug!', istemte jeg. Vi glemte imidlertid at brokke os til arrangørerne, for vi blev ret hurtigt enige om, at det vigtigste i verden var at få afgjort, hvem af os der var hurtigst på en 200 m all-out spurt. Det var en dum idé med 10 øl i dunken og gav både Mikael og jeg en hel del asfalteksem. Men så fik den her anekdote da en morale.

I sidste ende vandt vi altså ikke Almindøl-stafetten i Silkeborg. Men sikke et run det var for Team InItToWinIt den dag i september 2015...

Læs videre i hyggehjørnet