Søren Munch beretter

Som min første træner har Søren Munch naturligvis haft en stor indflydelse på min karriere og udvikling. I dette tillæg får han en stemme til at fortælle en anden vinkel på årene 2011-2014, hvor vi arbejdede sammen.

Om foråret 2012

Jeg havde trænet en del 1500 meterløbere på eliteplan, blandt andet min egen bror der løb 3.47 som 21-årig, så jeg vidste godt, hvad det krævede at være med på det niveau. Men det var voksne løbere, og her kom noget helt andet: En grænseløst talentfuld og intelligent 17-årig knægt, som var egenrådig, nysgerrig og kritisk på en måde, der for det meste var udfordrende, men engang imellem belastende.

Det blev efterhånden til et fuldtidsjob at være træner, coach og mentor for Mikkel, og da jeg samtidig havde andre forpligtigelser i klubben, der tog meget tid, er det helt sikkert, at vi ikke altid gjorde det helt rigtige. Blandt andet skulle jeg nok have revet 14 dage ud af kalenderen for at tage med på træningslejr i Portugal det forår, men det var feriebudgettet og familien ikke lige med på. Daværende landstræner i mellem-lang, Frank de Paoli, var dog med og i min optik garant for en fornuftig balancering af træningen. Men Mikkel i selskab med Andreas Bueno og andre toneangivende mellemdistanceløbere i 14 dage... Gæt lige selv, hvor mange rolige dage det blev til…

Der kom mange andre eksempler på, at Mikkel blev en mere krævende atlet, efterhånden som hans form tordnede i vejret. I foråret 2012 var han vild og vimmer og skulle til alle mulige stævner i udlandet for at klare kravet til junior-VM på 1500 meter. Det lød på 3.48. Med 3.58 i 2011 var det vanskeligt, men ikke komplet urealistisk. Out of the blue løb han imidlertid 3.48,12 min. i et svensk grand prix-løb. Dér skulle jeg have været på startstregen, for det var en stor mundfuld for en dreng på sytten år at stå i Sverige og administrere netop at have slået Tom B. Hansens 300 år gamle 18 års-rekord. Ganske rigtigt blev det lidt svært for Mikkel at holde benene på jorden – et stykke tid efter proklamerede han på DAF’s hjemmeside, at han næste sæson ville gå efter 3.40. Dér sank jeg en klump…

I dag ved jeg, at det at træne elite i ungdoms- og juniorårene kræver rigtig meget både coaching- og mentormæssigt. Og jeg må sige, at selvom vi sammen slog masser af skævere, så blev jeg en meget bedre træner af at træne Mikkel, og ligeledes ved jeg, han blev en bedre atlet. Men mest af alt er jeg stolt af, at han voksede op og blev et godt menneske, mens jeg så til.