Højt at flyve - del 2/2 (2012)

På en måde lettede jeg fra jorden der i 2012-13 uden at opdage det selv. Jeg havde brug for en fast hånd til at holde mig nede, men det erkendte jeg alt for sent.

Far og jeg nåede ikke den sidste færge hjem fra Göteborg, så vi kørte de knap 6 timer hjem til Silkeborg i stedet. Allerede på den køretur burde jeg have vidst, at noget var galt, for jeg kunne ikke sidde i den samme stilling i særligt lang tid, før mit venstre baglår begyndte at krampe. Jeg var nødt til at skifte stilling ofte og måtte sidde på mine hænder for at aflaste.

Det var første tegn på en skade, der skulle plage mig on/off de næste tre år, men det tænkte jeg ikke det store over på det tidspunkt. Jeg var høj over den danske juniorrekord og havde travlt med at tjekke lykønskninger på Facebook. Niels Kim havde kort forinden skaffet mig et sponsorat med et amerikansk skofirma, Avia, og han skrev til mig, at de var helt oppe at køre over mit løb. De ville fremstille et par unikke 'Mikkel Dahl-Jessen' sko til mig som lykønskning. Det var ren eufori.

Weekenden efter var det hele så sat op til, at jeg skulle klare kravet på 3.48.00 til det forjættede U20 VM. Som bekendt var jeg kun 16/100 sekund fra - 2-3 vingeslag for en kolibri. Tredje gang skulle blive lykkens gang ligesom i eventyrerne. Jeg var kommet i et stærkt felt i Belgien sammen med Andreas Bueno og Jakob Hoffmann, og Søren kørte os derned for at overvære det og hjælpe mig i optakten. Vejret var perfekt, og familien havde booket ferien til Spanien, så de kunne se mig løbe i Barcelona til Junior VM to uger efter. I min 17-årige bevidsthed eksisterede slet ikke muligheden for, at jeg kunne fejle. Vejen syntes banet for endnu mere succes.

Jeg løb imidlertid 3.50.04 i Belgien og klarede ikke kravet. Ærligt talt ved jeg ikke hvorfor. Måske var det baglåret, der hindrede mig efter den lange køretur, måske havde jeg bare ikke dagen. Shit happens i løb, og jeg løb langt fra dårligt. Alligevel brød jeg helt sammen, da jeg hørte tiden. For første gang i min karriere mødte jeg rigtig modstand, og jeg håndterede det fantastisk dårligt. Jeg ringede grædefærdig hjem og fortalte mor, at jeg havde fejlet. Det tog mig flere timer og mange trøstende ord at få samling på mig selv. Selv efter skuffelsen havde lagt sig, blev jeg ved med at overanalysere situationen. Hvad havde jeg gjort galt...? Min konklusion var selvfølgelig, at jeg ikke havde trænet hårdt nok. Løberens mantra.

Samtidig var betændelsen i mit baglår blusset op. På den lange køretur hjem fra Belgien kunne jeg slet ikke finde ro. Det var langt værre end på turen hjem fra Göteborg, men jeg fortalte ikke om det til nogen. Smerten var jo diffus og mærkelig. So what om jeg får lidt ondt af at sidde ned...? tænkte jeg. Jeg havde ikke tid til at være skadet nu, hvor jeg skulle forberede mig til sensommeren. Allerede der i bilen var jeg ivrig efter at høre, hvordan Søren havde tænkt sig, vi skulle gribe det an. Ikke at det betød så meget, for jeg havde allerede mine egne idéer om, hvad der skulle til. Vi aftalte ikke desto mindre, at jeg skulle tage nogle uger med grundtræning, mens jeg var på ferie i Spanien med familien.

Det var en god og hyggelig ferie, og jeg fik trænet fint. Det var mest ved de høje hastigheder, jeg for alvor fik problemer med baglåret, så jeg mærkede ikke det store, før vi kom hjem, og jeg startede med de specifikke banetræninger. Der vendte baglårsproblemet imidlertid hurtigt tilbage, og jeg begyndte at tage smertestillende før nogle banepas for at dulme irritationen. Jeg fortalte mig selv, at det var okay, for der var alligevel kun 4-5 uger tilbage af sæsonen, og det føltes som status quo med det baglår. Jeg havde også læst på nettet, at det ikke var ualmindeligt for eliteatleter at tage smertestillende før træning, så jeg tænkte faktisk ikke på noget tidspunkt, at jeg var på vej ud på et skråplan.

Det skal selvfølgelig siges, at jeg i dag er blevet klogere og aldrig kunne finde på at tage smertestillende nu. Dengang kiggede jeg mig imidlertid ikke et øjeblik tilbage. Jeg havde blikket stift rettet mod sensommerens konkurrencer: De Nordiske Mesterskaber U20 (NM) og De Danske Mesterskaber U20 (DM).

Det blev naturligvis aldrig godt den sensommer. Selvom jeg i og for sig var i god form, kompromitterede baglårsskaden min løbestil. Jeg kunne slet ikke trykke igennem med venstre ben, og det ødelagde min spurt. Til NM fik jeg tæv af et vanvittigt talentfuldt juniorfelt: Johan Rogestedt, der få uger forinden havde vundet bronze på 800 m til junior VM, slog Filip Ingebrigtsen (i dag nordisk rekordholder på 1500 m med 3.30.01 og VM bronzevinder) med en afsluttende omgang på 52 sekunder i tiden 4.09 min. Løbet var blevet en 400 m spurt, hvilket ikke havde været min type løb før baglårsproblemet og bestemt heller ikke var det efter. Jeg sluttede som nr. syv, over fem sekunder efter Rogestedt.

En dansk træner på holdet konstaterede, at jeg manglede speed. Han forklarede mig, at jeg i hvert fald skulle kunne løbe under 50 sekunder på 400 m, hvis jeg ville noget i internationale mesterskaber på 1500 m. Jeg mumlede, at jeg havde døjet med baglåret, som hæmmede min spurt, men ordene fik mig alligevel til at tvivle... betyder det baglår nu også så meget? Er jeg bare for langsom? Hvordan skal jeg vinde OL guld i fremtiden, hvis jeg ikke engang kan blive top tre til et junior NM?

Jeg begyndte at lave sprinttræning i smug for at blive hurtigere. Jeg ved ikke, om det hjalp, men det fik i hvert fald inflammationen i baglåret til at gå amok og gav mig desuden følgeskader af at kompensere under de høje hastigheder.

Kort før DMU i Hvidovre den første weekend i september fik jeg springerknæ, hold i ryggen og hofteproblemer. Jeg kunne næsten ikke gå uden smerter. Der var ingen chance for, at jeg kunne skjule det længere, så jeg fortalte Søren, hvor slemt det stod til. Han syntes selvfølgelig ikke, jeg skulle løbe. Jeg havde imidlertid sat mig tungt på 1500 m tronen i dansk juniorløb i 2012 - ingen anden dansk junior til og med 19 år havde løbet indenfor 10 sekunder af min 3.48.16 tid - så jeg ville slutte sæsonen med en titel. Smertestillende piller og cremer hjalp mig med at ignorere smerterne i knæet og ryggen, men baglårsgenen var blevet for slem til, at noget kunne afhjælpe den. Den måtte jeg bare leve med.

Skaderne gjorde til gengæld strategien ligetil: Jeg skulle sætte et højt tempo fra start for at undgå en all-out spurt, der for alvor ville trigge baglåret. Om lørdagen virkede det perfekt. Jeg vandt 1500 meteren knusende sikkert fra spids i 3.58.02 min. På 800 m dagen efter prøvede jeg det samme, men blev løbet over ende til sidst. Jeg endte med en udmærket tredjeplads.

Endelig var sæsonen slut, og jeg kunne pleje mine skader med god samvittighed.

Tidligere på året havde jeg fået en akupunktørsponsor i Silkeborg. Klinikken blev drevet af et par, Lise og Thomas, som var meget flinke og hjælpsomme. Thomas var særligt entusiastisk og meget selvsikker. Han mente helt bestemt, han kunne afhjælpe mine skader. Den selvsikkerhed smittede af på mig, og da jeg allerede efter 6-7 uger kunne opstarte løb igen uden smerter i knæet, var jeg hurtig til at overbevise mig selv om, at akupunktur var den hellige gral indenfor skadebehandling.

Lidt ungdommelig naivitet var det nok. Jeg var glad for at kunne løbe igen og ivrig efter at takke min sponsor, så jeg lavede en forhastet deduktion, selvom jeg i princippet ikke kunne vide, om det var pausen eller nålene, der havde gjort udslaget.

Pointen er, at jeg var ung og ensporet i min tilgang til skaderne. Jeg blev draget imod det hurtige fiks og den enkle kausalitet, og det betød, at jeg aldrig fik has på baglåret. Først og fremmest fordi jeg ikke troede, der var noget i baglåret længere, da pausen havde taget toppen af inflammationen, og knæskaden havde fjernet fokus. Men også fordi jeg et eller andet sted tænkte, at akupunkturen bare kunne fjerne det, hvis det blussede op igen. Derfor gjorde jeg intet reelt forebyggende det efterår.

I kraft af mine præstationer i 2012 blev jeg forhåndsudtaget til NM og EM i cross. NM i Tårnby var jeg opsat på at løbe efter afbuddet sidste år, selvom det selvfølgelig var uklogt – mindre end to uger forinden havde jeg løbet den første tur siden 800 m løbet i Hvidovre. Det blev da heller ikke fantastisk, men jeg klarede det faktisk hæderligt og sluttede på en samlet 11. plads som femtebedste dansker. Det hårde løb og de seks kilometer i pigsko fik imidlertid springerknæet til at blusse op igen og gav mig akillesproblemer. Beslutningen om at løbe NM kostede mig endnu et par uger væk fra løbeskoene.

EM cross i Budapest lå en lille måneds tid efter NM, og jeg havde ingen forventninger i lyset af den elendige optakt. Vi havde desuden en hæsblæsende rejse derned, hvor et kontroltårn i lufthavnen i Budapest pludselig brød i brand, og vi blev omdirigeret til Wien i luften. Derfra skulle vi på en meget lang bustur til Budapest. Det blev meget sent, før vi trætte kom frem. Det stod næsten som skrevet i stjernerne, at jeg ikke skulle have forventninger til løbet.

På selve løbsdagen var det bidende koldt. Underlaget var iset fuldstændig til, og ruten var temmelig kuperet. Det var meget atypisk, eftersom de fleste EM ruter var/er pandekageflade. Da jeg både skulle skåne kroppen og alligevel ikke regnede med, jeg kunne blande mig i toppen, lagde jeg mig bagerst i feltet de første par omgange. Mange fik imidlertid forregnet sig på den hårde rute, så med et brag af en sidste omgang kunne jeg slutte som bedste dansker og nr. 27 i juniorfeltet ud af 116. Jeg var stadig kun 17 år og havde 2 år tilbage i juniorklassen, så det var en stærk præstation.

Resultatet ved EM fik hurtigt mine ambitioner til at flyve i vejret igen: Tænk, at du på mikroskopisk lidt træning er blevet nr. 27 i Europa, Mikkel!? Hvor er det vildt! Hvad kan det ikke blive til i Edinburgh med 5 ugers god træning!?

Efter løbet i Budapest var jeg nemlig blevet udtaget til at repræsentere Europa ved The BUPA Great Edinburgh XCountry International Challenge i starten af januar. Det var/er en årlig "landskamp" mellem Storbritannien, USA og Europa. Det var creme de la creme af europæisk løb, der blev udtaget til det løb, fortalte Søren mig.

Et par dage før løbet i Edinburgh lavede jeg et interview med Dansk Atletik, hvor Jeppe Weinreich spurgte mig, om jeg så gik efter Mogens Guldbergs juniorrekord på 1500 m på 3.45.51 min i 2013? Jeg sagde både ja og nej og afslørede, at jeg snarere gik efter at løbe omkring de 3.40 min. Jeppe, og mange andre i Dansk Atletik, spærrede nok øjnene op over den udtalelse, men jeg troede fuldt og fast på det. Jeg havde kigget på resultatprogressioner fra nogle af de største 1500 m stjerner i verden, som Sebastian Coe og Hicham el Guerrouj, og set, at deres udvikling mindede om min. Jeg var endda lidt foran dem, eftersom de var startet tidligere i sporten end mig. Hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det samme som dem? Hvorfor skulle jeg ikke også blive en world beater?

På den måde fik jeg sat mig selv op til et dybt, dybt fald. Anerkendelsen af mine resultater havde fået mig til at hænge min selvopfattelse op på mit løbetalent og mine præstationer, og mere ville selvfølgelig have mere. Præstationerne skulle hele tiden blive vildere og vildere for at mætte min higen efter anerkendelse. Jeg gik efter en sejr i Edinburgh, så jeg kunne slå mit potentiale fast med syvtommersøm. Intet mindre.

Det hele styrtede imidlertid i grus, da jeg løb katastrofalt i Edinburgh. Det kickstartede en sæson 2013, hvor jeg nåede min karrieres absolutte lavpunkt.

Min overordnede pointe med det her kapitel, og det næste, er selvfølgelig, at åbenhed er altafgørende. Specielt for unge talenter. Mange af mine problemer dengang kunne være undgået, hvis jeg havde delt dem med Søren eller mine forældre. I stedet prøvede jeg at intellektualisere dem i en slags ungdommelig arrogance. Jeg troede, jeg var klogere end alle andre, hvilket nok ikke er atypisk for en 17-årig. Det var ikke desto mindre en fejl.

På en måde lettede jeg nemlig fra jorden der i 2012-13 uden at opdage det selv. Jeg havde brug for en fast hånd til at holde mig nede, men det erkendte jeg alt for sent. Først i 2014 for at være præcis.