Højt at flyve - del 1/2 (2012)

Jeg selv, og de få der var inde over min træning, vidste, at der var noget stort i vente.

2012 var en vild sæson. Jeg pressede min krop til nogle utrolige resultater, der i høj grad var med til at definere min karriere på godt og ondt.

Efter den store oplevelse ved EM cross i Velenje var jeg topmotiveret for at træne og konkurrere. Træningen kørte fint, og det var tydeligt, at jeg havde taget niveauet fra den "magiske september" sidste sæson med ind i det nye år.

Den første konkurrence i 2012 var senior DM Inde den sidste weekend i februar. Vi havde skrevet mig op til 1500 m, og jeg var seedet til at kunne blande mig i den bedste halvdel. Jeg husker ikke løbet i detaljer, men jeg har efterfølgende læst på Dansk Atletik, at jeg lavede et ryk for the win med 300 m tilbage. Resultatet blev en 3. plads efter Jakob Hoffmann og Ole Hesselbjerg, bl.a. foran de de ældre juniordrenge Jeppe Harboe og Peter Glans, jeg havde kæmpet med i crosssæsonen. Kort efter løbet blev jeg imidlertid diskvalificeret for at have trukket for hurtigt ind foran Jeppe i slutspurten. Det var næsten præcis samme historie som til DM ungdom på 1500 m året forinden, hvor jeg blev disket for at træde indenfor sargen, men jeg tog det ikke så tungt. Jeg havde gjort opmærksom på mig selv og vist, at jeg var one-to-watch.

Allerede ugen efter fik jeg mulighed for revanche til DMU Inde. Den weekend husker jeg til gengæld rigtig godt, for det gik fænomenalt. Taktikken var helt klar: Jeg skulle løbe stærkt fra start for at undgå en gentagelse af sidste weekends diskvalifikation. Min store konkurrent fra sidste sæson, Zacharias Grassme fra Sparta, var med på både 3000 og 1500 m, så front running var egentlig en lidt vovet taktik - sidste år havde Zacharias som bekendt slået mig på 1500 m og løbet dødt løb med mig på 5000 m. Men jeg var selvsikker, og da det kom til stykket, var der heller ingen slinger i valsen. På 3000 m om lørdagen knuste jeg alt og alle fra spids og vandt med næsten 8 sekunder i tiden 8.36.99 - ny dansk 18-års rekord. Dagen efter på 1500 m gentog jeg taktikken og vandt med 6 sekunder i tiden 3.58.58 - endnu en dansk 18 års rekord. Jeg var ikke til at skyde igennem. Ingen i aldersklassen kunne røre mig.

I påskeferien tog jeg på min første træningslejr. Det var to uger i Portugal med landsholdet under cheftræner Frank de Paoli og assistenttræner Jesper Mølgaard. Der var nogle virkelig gode løbere med på den tur: Andreas Bube, Andreas Bueno, Jakob Hoffmann, Rasmus Terp, Peter Glans og mange flere dygtige løbere.

Bube behøver næppe den store introduktion. Året før løb han 1.44 minutter på 800 m og kom i finalen ved VM i Daegu. Bueno havde ligeledes haft et brag af en sidste sæson med 3.40.7 minutter på 1500 m. Hoffmann var blevet dansk indemester på 1500 m og skulle senere den sæson komme ned på 3.47 minutter. Glans var en af mine største konkurrenter i juniorklassen (i dag er han det så i seniorklassen). Rasmus Terp er/var lidt af et mysterium for mig. Af en eller anden grund løb han aldrig hurtigere end 1.51 minutter på 800 m, selvom han var et af de største træningstalenter, jeg nogensinde har set.

Terps talent fik jeg at opleve allerede den første dag af træningslejren, hvor vi løb 20*200 m med kort pause. Bube og Terp skiftedes til at klokke 28 sekunder, og de blev bare ved og ved og ved. Efter 8-12 gentagelser havde jeg syre til op over begge ører og måtte stoppe. Efter 16 stoppede også selveste Bueno. Bube og Terp var de eneste, der fortsatte ufortrødent til 20. Bagefter spurgte jeg Terp, hvad han gik efter at løbe i den forventning, at han ville sige "OL" ligesom Bube. Jeg blev chokeret, da han beskedent svarede "under 1.50 forhåbentlig". Han var den eneste i gruppen, der kunne følge med Bube, og så gik han kun efter at løbe under 1.50?

Den første uge af træningslejren var vi i Albuferia og den anden uge i Monte Gordo. Det var fantastiske omgivelser ved den smukke Algarvekyst, og jeg var meget spændt: Endelig fik jeg mulighed for at prøve kræfter med de store i dansk mellemdistanceløb. Jeg skånede bestemt heller ikke mig selv. Jeg løb ture med Terp og Bueno - og de løb stærkt på deres ture (gerne under 3.50 min/km); jeg prøvede at følge med Bube på baneintervallerne, og jeg hang på Bueno og Hoffmann på tempoture og de længere intervaller; jeg lavede styrketræning med Frank... Problemet (for det blev det selvfølgelig) var, at jeg var fandenivoldsk, læreivrig og talentfuld nok til at gøre det med succes langt hen ad vejen, så jeg fik smag for det. Jeg elskede at træne med drengene og at lære fra de bedste.

Jeg husker særligt tre træningspas på den træningslejr:

• 4 km tempotur i Albufeira. Jeg løb omkring 12 flad og fra alle undtagen Bueno (der løb <11.40 min). Til min store overraskelse løb jeg langt hurtigere end stjernen i gruppen, Andreas Bube, der kom ind dead last i omkring 13.30 min. Endnu mere forbløffet blev jeg over at finde ud af, at Bube var tilfreds med sin tid (Bube kom fra sprint, så tempoture var hans akilleshæl).

• 4*4*400 m i Monte Gordo. Bube bankede os alle sammen. Efter 5-6 stk. med et snit på 58-59 sekunder var jeg helt færdig og droppede ud efter ordre fra Frank eller Jesper. Jeg var lidt nede over det, så Bueno kom hen og lagde en hånd på skulderen af mig: "Det skal du ikke være ked af, Mikkel. Jeg var nødt til at stå af efter 10, og jeg skal løbe under 3.40 i år". Bube var kongen af syreintervaller.

• 5*1000 m med Terp og Hoffmann. Terp trak de fleste i omkring 2.45 minutter, og jeg draftede efter af frygt for at gå kold, som det var sket så mange gange på den træningslejr. På sidste interval havde jeg imidlertid en del at skyde med, og jeg endte med at løbe et godt stykke under 2.40. Frank kom bagefter hen til mig og spurgte lettere forvirret: "Mikkel, hvad var det nu, du gik efter i år?" "3.48 minutter", sagde jeg, for det var kravet til Junior VM. "Det bliver vist ikke noget problem", mumlede han.

Træningen fyldte selvfølgelig rigtig meget på den tur, men det var også en meget åben gruppe med nogle hjertevarme fyre. De tog alle godt imod mig, så det var ikke kun det træningsmæssige, der senere dragede mig mere og mere imod Aarhus og Franks gruppe.

Efter træningslejren begyndte jeg at træne med Bueno, Hoffmann og Terp i Aarhus. Der blev gået til stålet. Særligt Bueno var notorisk kendt for at løbe vanvittigt stærkt på sine baneintervaller før og i sæsonen. Et af Andreas' mest kendte træningspas var en 1000 m test, hvor han rundede de første 400 m alt for hurtigt på omkring 54 sekunder. Da han så sit split, besluttede han sig for at løbe 800 m i stedet. Han endte med at løbe 1.48.xx en ganske almindelig tirsdag aften på Ceres park (med cykelhare). Det er crazy! Meget få i Europa kunne have gjort ham det efter.

I maj kom jeg til at løbe nogle helt vilde træninger med dem. Jeg husker en dag, hvor vi løb 800-600-400-200 m all-out med lang pause (8-12 minutter). Terp og Bueno løb 1.51.xx, og jeg kom ind kort efter i 1.53.xx. Min personlige rekord på 800 m på det tidspunkt var som bekendt kun 1.58, så det var helt skørt hurtigt. Bueno stoppede passet efter den 800 m pga. nogle småskavanker, men jeg fortsatte og løb 600 m på 1.25 minutter. På 400 m og 200 m klokkede jeg 56 og 26 sekunder. Det var helt skørt for en 17-årig med en PR (personlig rekord) på lige under fire minutter på 1500 m, men den PR var selvfølgelig heller ikke retvisende. Objektivt set indikerede det pas, at jeg var i 3.44-45 form på 1500 m. Ugen efter fulgte jeg Bueno til dørs på 3*2*500 m med et snit under 75 sek. Jeg selv, og de få der var inde omkring min træning, vidste, at der var noget stort i vente.

De træninger i Aarhus var et billede på to ting: 1. Jeg havde et specielt talent for at løbe over evne (det har jeg stadig i dag, så jeg skal altid passe ekstra på efter skadeperioder). 2. Min syrekapacitet var gået through the roof af at gå kold så mange gange (kroppen adapterer jo). Næsten uanset, hvor hårdt jeg pressede mig selv, kunne jeg rejse mig op få minutter senere og gøre det igen. Jeg blev i stand til at akkumulere så meget syre, at jeg havde hovedpine og kvalme i halve til hele timer efter træningspassene.

Det med hovedpinen og kvalmen havde jeg ikke prøvet før, men vi snakkede åbent om det i gruppen, og jeg fandt ud af, at det var et almindeligt fænomen. Jeg begyndte endda at bruge hovedpinen som indikator for, om jeg havde presset mig selv hårdt nok (det sagde jeg selvfølgelig ikke til nogen). I dag ved jeg, at det ikke giver mening fysiologisk, da tendensen til hovedpine ikke kun hænger sammen med syre, men også væskestatus, genetisk disposition mm. Ikke desto mindre siger det noget om, hvor hårde de træninger var.

6. juni åbnede jeg sæsonen til et stævne i Hässleholm i Sverige. Jeg havde overnattet hos min onkel i København dagen før, og på dagen kørte han mig til stævnet, hvor jeg var kommet i A heatet. Starten gik, og jeg kan huske, jeg blev overrasket over, hvor let det var at følge med. Det var jo ingenting sammenlignet med træningerne i Aarhus. Jeg flød bare med feltet indtil omtrent 250 m før mål, hvor jeg satte slutspurten ind og hamrede forbi de forreste. Jeg lå til at vinde indtil 50 m før mål, men gik pladaskkold og blev overhalet af to svenskere. Alligevel sluttede jeg i en fantomtid: 3.50.44 min. Ny personlig rekord med næsten otte sekunder; den 6. hurtigste tid af en 94'er i Europa i 2012 so far og ikke mindst uhyre tæt på et af sæsonens helt store mål: Nemlig Tom B. Hansens 66 år gamle danske juniorrekord på 3.49.7

En uge senere, den 14. juni, tog vi tilbage til Sverige. Denne gang til Göteborg. Min far kørte os, og vi tog færgen derop tidligere på dagen med Terp og Bueno. Jeg ved, far aldrig glemmer Bueno efter den tur - på den gode måde. Bueno gjorde nemlig lidt af et indtryk ved at snakke ustandseligt (om alt fra damer og fester til matematik og fysik, løb og træning) og ved at møde op i en ret særpræget mundering: Singlet, shorts og skriggule kompressionsstrømper. Der blev først lidt ro på turen, da Bueno, midt i en talestrøm, bekendtgjorde, at han var træt og ville finde et sted at sove på færgen. Far var helt overvældet.

Løbet i Göteborg gik fænomenalt (se det i videoen herunder). Jeg løb 3.48.16 i det "loadede" A heat og slog Tom B. Hansens legengariske juniorrekord. Jeg troede faktisk først, jeg havde slået to fluer med ét smæk og klaret både rekord og junior-VM krav på 3.48.00, da min far viste mig, at han havde splittet mig til 3.47.9 på sit stopur. Efter en nervepirrende time fik jeg den officielle tid. Det var dog kun et lille skår i glæden, for jeg var sikker på, jeg nok skulle løbe hurtigere inden længe.

Hvis nogen, der i Sverige, havde sagt til mig, at 3.48.16 skulle stå som min PR de næste 4 år, havde jeg leet højt. Jeg var nok endda blevet temmelig fornærmet. Som Frank havde mumlet forundret flere måneder forinden i Portugal, indikerede mine træninger jo, at jeg i hvert fald skulle ned omkring de 3.45 min, hvis ikke hurtigere, inden sæsonen var ovre.

Ikke desto mindre blev det løb i Sverige - der blot skulle have været endnu et trin på stigen i min himmelstormende løbekarriere - startskuddet til et næsten 3 år langt skadehelvede...