Min første sæson (2011)

Af en eller anden grund faldt 1500 m distancen mig naturligt. Jeg kunne hele tiden se hjem og vidste nærmest intuitivt, hvordan jeg skulle have det undervejs.

De første måneder af sæson 2011 husker jeg ikke meget af. Jeg løb nogle indendørsløb, men kan ikke huske dem i detaljer. Jeg kan imidlertid huske, at jeg fik problemer med hoften henover foråret. Løbetræningen, og specielt den specifikke banetræning, tog hårdt på mig. Både fordi jeg havde et træningstalent, der gjorde mig i stand til at løbe meget hurtigere på kvalitetspas, end min krop var moden til, og fordi jeg havde en trænings- og konkurrenceiver, der gjorde mig svær at styre som atlet. Hvis der stod i programmet, at jeg skulle løbe 2.55 min på en 1000 m, løb jeg gerne 2.40 min, bare fordi jeg kunne. Det fik store konsekvenser for min ungdomskarriere, hvilket I finder ud af senere i kronologien. Men nok om det.

Hoften kom der styr på efter et par rolige uger og kiropraktorbehandlinger, og sæsonen kunne således begynde. Et af mine første udendørsløb var VDMU (Vestdanske mesterskaber) i Skive. Det var i juni og er nok et af de løb, jeg husker allerbedst i dag, hvilket jeg primært kan takke min gode ven Kasper Skov for, da han bliver ved med at minde mig om det. Vi skulle løbe 5000 m, og jeg løb med/mod Thijs Nijhuis og Kasper, fordi alle aldersklasser startede sammen. Eftersom det er en af Kaspers yndlingshistorier, har jeg faktisk fået ham til at fortælle den...

Kasper Skov fortæller: Jeg husker tydeligt de Vestdanske ungdomsmesterskaber i Skive. Thijs og jeg, som trænede meget sammen, skulle op og se, om jeg ikke kunne få lidt fart i stængerne, og vi gik vist efter en tid omkring 15.30. Thijs var manden, der for alvor fik mig ind i atletik og har altid været god for en hjælpende hånd. På startstregen den dag var også en løber, som jeg ikke kendte så meget til. Han var fra Silkeborg og hed Mikkel. Forinden havde vi stødt hovederne sammen et par gange, senest til DMU inde, hvor jeg havde slået Mikkel marginalt på.... hold nu fast... 1500m - og han havde slået mig på 3000m med omkring 10 sek. Alligevel regnede jeg ikke den dag Mikkel for at være en reel konkurrent. Thijs og jeg havde en mission - Thijs skulle vinde og jeg skulle gå fra hjemmebanen med en tid under 15.30. Tingene gik dog ikke efter planen, som det så ofte er tilfældet.

Starten gik, og Thijs lå forrest med mig på hjul og Mikkel lige efter. Jeg tænkte egentlig, at der var godt styr på det, men med 800m tilbage kom Mikkel med et gedigent ryk. Om han ikke havde hørt klokken, eller om han fortsat var så ny i atletiksammenhæng, at han ikke vidste, at klokken lyder, når man går ud på sidste runde, er jeg stadig ikke helt klar over, men fremad gik det. Thijs røg efter, og jeg måtte suge lidt ekstra luft for at sætte efter. Da vi gik ud på sidste omgang, var jeg kommet helt op. Thijs rykkede forbi Mikkel, og jeg røg efter. Imidlertid var luften her gået helt af den Silkeborgensiske ballon - han stod nærmest stille. Jeg sprintede det bedste jeg havde lært, men kunne naturligvis ikke holde Thijs' ryg, som forventeligt vandt i 15.44. Jeg selv fik 15.49, men hvad der var mere interessant, var Mikkel, som formåede at sætte hele 23 sekunder til på de sidste 400m.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg tænkte med 800 m tilbage. Jeg tror, jeg havde fået bildt mig selv ind, at jeg godt kunne spurte 800 m. Eller sådan noget. Det må i hvert fald have været et specielt syn for min far, der stod på sidelinjen og sendte løbende beskeder til min mor: ”Mikkel ligger forrest med en runde tilbage!”… og ”Mikkel blev nummer tre, 30 sekunder efter vinderen…”. Sikke en rutsjebane. Jeg må have løbet omkring 90-92 sekunder på den sidste omgang, hvilket svarer til 3.48-50 min/km. Det er hyggetempo for de fleste eliteløbere for at sætte det i relief. I nyere dansk atletikhistorie kan jeg kun mindes én mandlig eliteløber, der har præsteret en lignende dødsmarch på sidste omgang: Nemlig Jacob Simonsen med hans berømte 100 sekunders (4.00 min/km) sidste omgang*.

Kort efter VDMU tog jeg med familien til Biarritz i Sydfrankrig. Det var overskyet det meste af tiden og regnede en hel del til min families, og specielt min storesøsters, store skuffelse, men jeg syntes, det var fedt nok. Jeg var sluppet af med hofteproblemet, det var fint løbevejr, og jeg gad alligevel ikke ligge ved stranden. Samtidig havde den yngre konkurrent Jacob Simonsen løbet under 15 min på 5000 m, så jeg var topmotiveret for at træne. På et træningspas den ferie kan jeg huske, at jeg løb 2.35 min på en 1000 m. Jeg kan ikke huske, om det var første eller sidste interval i træningspasset, men hvis jeg kender mit gamle jeg ret, var det nok den første. Det var en klar indikation af, at jeg var i form, selvom det sikkert var stik imod træner Sørens oplæg.

Da vi kom hjem fra ferie, skulle jeg løbe DM Ungdom i Odense. Jeg var kommet i form i Biarritz, så jeg var meget spændt. Vi havde meldt mig til hele pivtøjet: 1500 om lørdagen og 800 m og 5000 m om søndagen. På 1500 meteren blev jeg nummer to, kun akkurat overspurtet de sidste ti meter af Zacharias Grassme fra Sparta. Efterfølgende blev jeg dog disket for at have trådt på inderbanen, så resultatet står ingen steder. Ikke desto mindre var det en skarp formmelding. Dagen efter løb jeg 800 m fra B-heatet, fordi jeg ikke havde nogen tilmeldingstid, og fik sølv i tiden 2.00.6. Blot et par timer efter løb jeg så 5000 m under et vanvittigt skybrud, hvor himmel og hav stod i ét, og eltiden midlertidigt gik ned. Det blev til endnu en vild spurt mellem Zacharias og mig, hvor vi fik nøjagtig samme tid. Vi endte med at dele guldmedaljen, da man ikke kunne skille os ad på målfotoet. Alt i alt var det et vildt DM stævne og helt klart mit gennembrud på den danske juniorløbescene.

For de fleste sluttede sæsonen med DM, men ikke for mig. Nu var formen jo endelig blevet god. Selvom det var blevet september, tog vi derfor på turné til de små stævner i Midtjylland. Jeg forbedrede mig til 8.40.2 min på 3000 m og 1.58.2 min på 800 ved ABC stævnerne i Aarhus.

En dag i midten af september besluttede vi os for, at det var på tide at give 1500 meteren et skud. Jeg aftalte med Søren, at jeg skulle komme ned på stadion efter skole en dag, hvor Søren havde anmeldt et 1500 m løb til DAF. Søren tog tid med stopur og råbte 1-2-3-nu i stedet for at rode med startpistol. Jeg endte med at løbe 4.00.3 min mutters alene på Silkeborg Stadion. I dag undrer jeg mig lidt over, at tiden blev godkendt. Min træner tog jo tid og var den eneste tilstede, så det havde været ret let at stoppe uret 5 m før og give mig en 3.59.xx tid. Men det gjorde han/vi jo som bekendt ikke. Weekenden efter tog vi til Herning, hvor jeg forbedrede mig til 3.58.24 i endnu et sololøb, og ugen efter (i oktober) løb jeg igen 3.59.00 alene til et mini-stævne i Silkeborg.

Af en eller anden grund faldt 1500 m distancen mig naturligt. Jeg kunne hele tiden se hjem og vidste nærmest intuitivt, hvordan jeg skulle have det undervejs. En klar modsætning til 5000 meteren, som jeg slet ikke kunne gennemskue. At jeg næsten løb under de magiske fire minutter tre gange i streg, vakte også opsigt på den danske løbescene. Først og fremmest fordi tider under fire minutter på 1500 m ikke var hverdagskost for 16-årige (slet ikke på det tidspunkt), men også fordi baggrundshistorien var spektakulær: Jeg havde gjort det i sololøb, og jeg var bogstaveligt talt kommet ud af det blå - en måned tidligere havde ingen hørt om mig. Jeppe Weinreich skrev en flot artikel om mig på Dansk Atletik under overskriften: "16-årigt stortalent imponerer på ny", og jeg kom i lokalavisen. Det var ikke bare guf til mors scrapbog - den ros var helt speciel og gav mig for alvor følelsen af, at løb var mit game.

Sæsonpausen blev meget kort. Allerede tre uger efter jeg løb min sidste 1500 m i Silkeborg, startede cross-sæsonen nemlig i Vejle, og det havde vi glædet os til. Cross havde jeg ikke løbet siden stafetten i 2010, men jeg havde flyttet mig meget siden dengang. Juniorløbet var seks km på en kuperet rundstrækning ved Vejle Idrætsefterskole, og med i løbet var bl.a. Peter Glans, Zacharias Grassme og et par andre stærke juniorer. I vanlig stil lagde jeg ud med de forreste, men denne gang var det ikke så tosset en strategi. Jeg kunne nemlig holde trit og blev nummer to i U20 klassen, kun overgået af Jakob Markussen fra 1900. En løber der, ligesom jeg selv, var dukket op ud af det blå. Dansk Atletik Forbund kvitterede med en udtagelse til NM i Sverige, og jeg var mega glad og stolt. Tænk engang - LANDSHOLDET!

Desværre fik jeg en led omgang lungebetændelse i ugen op til NM og røg på penicilinkur. Jeg prøvede at løbe en tur om torsdagen før løbet lørdag, men kom ingen vegne og måtte skuffet melde afbud. Skuffelsen varede dog ikke længe. Kort efter NM fik jeg nemlig besked om, at jeg var udtaget til EM cross i slovenske Velenje i stedet!

*Jacob Simonsen skal selvfølgelig selv fortælle historien en dag, men som jeg husker det, ville han kvalificere sig til Ungdoms VM på 10.000 m bane i 2014. Det var en varm dag, og han fik solstik, så han mistede tælling med omgangene og troede, han var i mål, da han krydsede stregen efter 24 omgange (9600 m). Resultatet blev en sidste omgang på de famøse 100+ sekunder. Med den historie (og min egen) in mente var det nok meget heldigt, at Søren ikke satte mig til at løbe en 10.000 m dengang i 2011.